FCM-anfører: Det var med hiv og sving
Kian Hansen glæder sig over avancementet, men er skuffet over spillet mod Videoton.
FC Midtjylland-anfører Kian Hansen glæder sig over avancementet, men er skuffet over spillet mod Videoton.
FC Midtjylland-anfører Kian Hansen glæder sig over avancementet, men er skuffet over spillet mod Videoton. Foto: /Polfoto


FC Midtjylland-anfører Kian Hansen kan sammen med sine holdkammerater glæde sig over at være del af lodtrækningen til playoffkampene i fodboldens Europa League.

Playoffkampene gælder en plads i gruppespillet.

Men det var med nød og næppe, at midtjyderne nåede så langt efter 1-1 hjemme mod Videoton torsdag aften og dermed 2-1 samlet.

- Det er selvfølgelig dejligt at være med i bowlen, og det er vi med hiv og sving, må man sige. Vi kom slet ikke ud på den måde, vi gerne ville, og vi lagde dem ikke under tryk, og vi kunne heller ikke få noget til at hænge sammen med bolden, siger Kian Hansen til FC Midtjyllands hjemmeside.

Han er generelt skuffet over spillet.

- Alligevel fik vi skabt de chancer, der skal til for at vinde på hjemmebane. Men i sidste ende skal vi være glade for, at vi har en rigtig god målmand og en rigtig god venstre back, siger Kian Hansen.

Venstrebacken Filip Novak scorede det forløsende mål til 1-1 i den forlængede spilletid, som måtte til, selv om FCM var en mand i overtal fra 46. minut og alligevel tabte den ordinære kamp 0-1.

Novak scorede også målet i 1-0-sejren i det første opgør i Ungarn.

- Kampen blev lidt for meget på deres præmisser, og vi fik slet ikke at se, at vi var en mand i overtal. Vi fik slet ikke sat spillet, og vi spillede langsomt.

- Det blev nervepirrende, siger Kian Hansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.