FCK udspiller AaB og udbygger føring i Superligaen
FC København vandt over AaB i weekendens topkamp i Superligaen og fører nu med ni point ned til Sønderjyske.
FC København viste skræmmende styrke og vandt 6-2 på hjemmebane over AaB i weekendens topkamp og fører nu Superligaen med ni point ned til Sønderjyske.
FC København viste skræmmende styrke og vandt 6-2 på hjemmebane over AaB i weekendens topkamp og fører nu Superligaen med ni point ned til Sønderjyske. Foto: Lars Poulsen/Polfoto


Det danske mesterskab, som FC København ikke har vundet i de seneste to sæsoner, er kommet et stykke tættere på hovedstadsklubben.

Søndag viste Superligaens førerhold FCK skræmmende styrke og vandt 6-2 hjemme over AaB, som er en af de direkte konkurrenter til guldet.

Nederlaget betyder, at nordjyderne på tredjepladsen nu er hele ti point fra førstepladsen. Sønderjyske er på andenpladsen ni point efter FCK. Der resterer 12 spillerunder.

AaB indledte kampen med flere sløsede fejl, og det kostede et mål allerede efter otte minutter.

Stopperen Frederik Børsting formåede ikke at sparke bolden væk fra AaB's eget målfelt, men ind i fødderne på en liggende Benjamin Verbic, som fandt Federico Santander, der takkede for gaven med 1-0-målet.

Fejlene fra AaB fortsatte, og tre minutter senere var det anfører Rasmus Würtz, som spillede bolden lige hen i fødderne på Verbic.

Kort efter endte bolden i netmaskerne med afsender fra den tidligere AaB-profil Kasper Kusk, som skruede 2-0-målet ind helt ude ved stolpen.

AaB svarede igen efter 37 minutter, og veteranen Kasper Risgård reducerede lidt heldigt, da han ramte Erik Johansson, så bolden skiftede retning og snød Robin Olsen i FCK-målet.

Nicolai Jørgensen, som var i strålende spillehumør og ramte stolpen tre gange i kampen, med målet til 3-1 tre minutter senere.

I anden halvleg fortsatte målene med at rasle ind med det samme.

Nicolai Jørgensen hamrede på overliggeren, og AaB-stopperen Kasper Pedersen nåede ikke at få returbolden ud af farezonen, før Santander havde øget til 4-1.

Thomas Enevoldsen fik reduceret til 2-4 på et hovedstød efter 68 minutter, men indskiftede Youssef Toutouh og Andreas Cornelius punkterede al spænding i slutfasen med et mål hver, så det endte med tenniscifre.

FCK vandt senest mesterskabet i 2013. Sidste sæson vandt FC Midtjylland guldet, mens AaB blev nummer et i 2014.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.