FCK-stopper vil holde nullet mod Esbjerg
FC København skal torsdag aften møde Esbjerg i den første af to pokalsemifinaler.
Silkeborgs Dennis Flinta tackler FC Københavns Andreas Cornelius, som er ude med en brækket ankel i et halvt år og derfor misser torsdagens pokalkamp mod Esbjerg
Silkeborgs Dennis Flinta tackler FC Københavns Andreas Cornelius, som er ude med en brækket ankel i et halvt år og derfor misser torsdagens pokalkamp mod Esbjerg Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


Mikael Antonsson var ikke med, da FC København senest vandt pokalen i 2012, men derimod er midtstopperen en af de to spillere i den nuværende FCK-trup, der var med til at besejre AaB 1-0 i finalen i maj 2009.

Mathias "Zanka" Jørgensen er den anden FCK-spiller, og både Zanka og Antonsson ved, hvad det handler om i torsdagens pokalsemifinale mod Esbjerg, hvor der spilles bedst af to kampe.

- Vi skal huske, at det først afgøres efter to kampe, men det har vi jo god erfaring med fra mange europæiske kampe.

- Som alle ved, gælder det i den type kampe om at få et godt resultat i den første kamp, det vil sige holde nullet og selv score et og helst flere mål.

- Det er jo ikke så længe siden, vi mødte Esbjerg, så vi kender dem godt, og det gælder selvfølgelig også for dem, siger Antonsson til FCK's hjemmeside.

Den svenske landsholdsspiller kan via succes i pokalen sikre en ekstra uges ferie med familien, men det er ikke noget tema i sig selv.

- Ja, det er rigtigt, men vi behøver ikke den ekstra motivation for at gå efter pokalen. Det er heller ikke noget, man tænker på, når kampen er i gang. Så handler det altid bare om at vinde, konstaterer den stærke svenske stopper.

FCK's klubsekretær Daniel Rommedahl forklarer, hvilken betydning en pokaltriumf kan få for den kommende sæson:

- Hvis vi indhenter FC Midtjylland og snupper guldet, er det i sagens natur ikke aktuelt, for så skal vi spille Champions League-kvalifikation. Men hvis ikke det sker, vil en pokalsejr give mere tid til både sommerferie og sæsonforberedelser.

- Den danske "lande-koefficient" i Uefa-regi er blevet dårligere de senere år, så nummer to og tre i Alka Superligaen skal med i første kvalifikationsrunde i Europa League, som afvikles 2. og 9. juli.

- Pokalvinderen indtræder derimod først i anden kvalifikationsrunde 16. og 23. juli. Eftersom den nuværende sæson slutter 7. juni, bliver der ikke lang tid til forberedelserne for de hold, der skal spille allerede 2. juli.

Kampen mellem FCK og Esbjerg spilles torsdag klokken 18.15.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.