FC København var tirsdag aften marginaler fra at rejse fra Leicester med et enkelt point i en svær udekamp i Champions League.
I slutfasen fik FCK's Andreas Cornelius en stor chance for at udligne til 1-1, men Kasper Schmeichel leverede en klasseredning og sikrede dermed Leicester en 1-0-sejr.
FCK's midtbanespiller William Kvist var ikke helt tilfreds med landsholdskollegaen fra Leicester i den situation.
- Sikke en idiot-dansker, der stod i målet, siger Kvist med et grin.
- Hvis der en person, jeg under alt det bedste, så er det Kasper Schmeichel, for jeg ved, hvor meget han har kæmpet i mange mindre engelske klubber for at være på det niveau, hvor han er i dag.
- Han er nok den mest dedikerede fodboldspiller, jeg kender, så jeg under ham alt det bedste, men måske ikke lige i dag. Det er en bare en verdensklasseredning, konstaterer FCK-spilleren.
Generelt er William Kvist stolt over FCK's indsats på udebane mod de engelske mestre.
- Vi kom til få chancer, og det gjorde de også.
- Det er altså de engelske mestre, vi møder, og sidste år kørte de rundt med hold som Arsenal og Chelsea.
- Vi havde god kontrol med dem, og det var sjældent, at vi blev kørt over af deres maskine. Mange af deres profiler så man næsten ikke i dag.
- Resultatet ærgrer mig, men præstationen er jeg stolt over, siger Kvist.
Nu ser han frem mod mødet med Leicester om to uger i København.
- Jeg er spændt på, hvad vi kan gøre i Parken. Kampbilledet vil nok være det samme, og de vil være endnu mere tilfredse med bare at sparke bolden langt.
- De er bare så dygtige, at det er svært at undgå, at de laver chancer mod os. Vi kan jo nok ikke spille kampen i København meget anderledes. Vi vil jo ikke sætte os tilbage og sige; "her har I bolden," siger Kvist.
Leicester topper gruppe G med ni point. FCK og FC Porto har fire point, mens Club Brugge er sidst med nul point.
/ritzau/