FCK-profil med til Africa Cup of Nations
Daniel Amartey er udtaget til Ghanas 23-mands-trup til de afrikanske mesterskaber.
Daniel Amartey skal med for Ghana, men også flere andre Superliga-spillere deltager i Africa Cup of Nations.
Daniel Amartey skal med for Ghana, men også flere andre Superliga-spillere deltager i Africa Cup of Nations. Foto: /free


FC Københavns stærke midtbanespiller Daniel Amartey får sin første store seniorslutrunde med det ghanesiske landshold, når der senere på måneden spilles African Cup of Nations i Ækvatorial Guinea.

Det ligger fast, efter at landstræner Avram Grant har sat navne på de 23 spillere, der skal repræsentere "Black Stars" i turneringen. Her er den 20-årige defensivspiller i blandt.

Amartey kommer i selskab med solide navne som den farlige anfører Asamoah Gyan og midtbanestjernen André Ayew på et ghanesisk hold, hvor Grant til gengæld har set bort fra Sulley Muntari, Michael Essien og Kevin-Prince Boateng.

Ghana, der regnes for en af afrikansk fodbolds stormagter, jagter landets første sejr i de afrikanske mesterskaber siden 1982.

Turneringen starter 17. januar og slutter med guldkampen 8. februar, og Amartey er ikke den eneste spiller med dansk arbejdsgiver, der kommer på græs i Ækvatorial Guinea.

Randers-backen Adama Tamboura er med i Malis endelige 23-mands-trup, og OB's alsidige Mohammed Diarra stiller op for Guinea. Endelig er Sønderjyskes midtbanekriger Adama Guira i spil til en plads på Burkina Fasos mandskab.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.