FCK og Randers har fået sat dato på udsat premierekamp
Første spillerunde i Superligaen skulle have budt på en kamp mellem FCK og Randers. Den spilles 16. september.
Dommer Michael Tykgaard giver gult kort til Mathias "Zanka" Jørgensen fra FCK, da hjemmeholdet FC Midtjylland fredag aften spillede 0-0 mod FC København på MCH Arena i Herning.
Dommer Michael Tykgaard giver gult kort til Mathias "Zanka" Jørgensen fra FCK, da hjemmeholdet FC Midtjylland fredag aften spillede 0-0 mod FC København på MCH Arena i Herning. Foto: BONNERUP CLAUS/Polfoto


FC København og Randers FC skulle egentlig have mødt hinanden i Alka Superligaen i juli, men på grund af krav fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) blev premiereopgøret udsat.

Begge klubber deltog i europæiske kampe, og de kolliderede med det oprindelige kampprogram i første spillerunde. Derfor blev opgøret udsat på ubestemt tid.

Tidspunktet ligger nu fast, og FCK skal møde Randers på hjemmebane onsdag 16. september klokken 18.30, skriver københavnerklubben på sin hjemmeside.

Både Randers og FCK er færdige i Europa League-kvalifikationen efter skuffende nederlag. Randers tabte samlet til svenske Elfsborg, og kronjyderne brændte især i 0-0-kampen på dansk grund flere oplagte chancer.

FCK vandt 1-0 i det første opgør på udebane mod Jablonec, men tabte efterfølgende 2-3 til tjekkerne i Telia Parken.

I Superligaen har FCK hentet otte point i fire kampe, mens Randers står noteret for syv point. Førerholdet FC Midtjylland har 13 point efter fem kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.