Torino er favorit. Men kun svag favorit. Det er holdningen hos FC Københavns cheftræner, Ståle Solbakken, før hans klub torsdag spiller ude mod Torino i Europa League-gruppespillet.
- Vi ved alt om dem, vi har set deres fire seneste kampe. Vi har ingen frygt for dem, siger den norske træner.
Han deltog onsdag aften i et pressemøde på det olympiske stadion i Torino sammen med Mathias "Zanka" Jørgensen.
Midterforsvareren er på linje med sin træner.
- Vi møder dem med respekt, men vi er ikke bange for dem.
- Vi mener, at vi kan vinde her, eller i det mindste skabe besvær for dem, siger "Zanka".
Torino har ikke indkasseret et eneste mål i de fem kampe, holdet foreløbig har spillet i Europa League i denne sæson.
Det har Ståle Solbakken også bemærket.
- De er stærke i defensiven. De beskytter deres mål med fem spillere. Det kan man også se på deres kampe i den italienske liga, siger træneren.
- Torino har også nogle svagheder, som jeg ikke vil fortælle om her, men som vi vil se i morgen, siger Ståle Solbakken.
FC København vandt sin første kamp i gruppe B med 2-0 hjemme over finske HJK Helsinki.
Torino indledte gruppespillet med en 0-0-kamp ude mod belgiske Club Brugge.
/ritzau/