To af topholdene fra Superligaen trak hinanden, da der sent torsdag blev trukket lod til kvartfinalerne i pokalturneringen, DBU Pokalen.
FC København og Randers FC, der ligger henholdsvis nummer tre og to i Superligaen, skal til marts mødes i Telia Parken i København.
FCK gik torsdag videre med en sejr på 3-0 ude over Greve fra Danmarksserien.
De forsvarende pokalvindere, AaB, skal møde Esbjerg på udebane, og det kan blive ganske svært.
Esbjerg vandt torsdag 3-0 hjemme over FC Midtjylland, det suveræne tophold i Superligaen, i 1/8-finalen.
Det tredje opgør mellem to hold fra Superligaen bliver spillet i Haderslev, når Sønderjyske tager imod Brøndby.
Endelig får Brønshøj fra den næstbedste række fordel af hjemmebane, når holdet tager imod FC Vestsjælland fra Superligaen.
Kampene skal ifølge Dansk Boldspil-Unions hjemmeside spilles i tidsrummet 3.-5. marts næste år.
/ritzau/