FCK-målmand om lighter-kast: Svært at dæmme op for
Stephan Andersen blev søndag udsat for kasteskyts fra sin tidligere klubs fans. Per Rud ærgrer sig over det.
Stephan Andersen mener, at det er svært at dæmme op for kasteskyts fra tribunerne.
Stephan Andersen mener, at det er svært at dæmme op for kasteskyts fra tribunerne. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Stephan Andersen leverede en fin præstation, da FC København søndag vandt 3-1 hjemme over Brøndby i Alka Superligaen.

Fodboldmålmanden fra FCK, der leverede flere gode redninger, kunne dog være kommet galt af sted, hvis han var blevet ramt af de lightere og mønter, der i anden halvleg blev kastet ned mod ham fra Brøndbys fanafsnit.

Stephan Andersen mener, at det er svært at sætte en stopper for sådanne episoder.

- Så skal man sætte et meget finkæmmet net op. Man kan ikke fuldstændig sørge for, at folk ikke tager lightere eller mønter med ind på stadion.

- Men det er selvfølgelig ikke i orden. Når man spiller fodbold, skal man ikke være bange for at komme til skade på grund af fansene, siger Stephan Andersen.

Den 33-årige landsholdsreserve spillede fra 2007 til 2011 for Brøndby.

Han er ikke i tvivl om, at det var en del af årsagen til, at han var et mål for Brøndby-fansene, også verbalt.

- Det lød sådan på de tilråb, jeg fik. Der blev råbt Judas og ludersøn og alt muligt, siger han.

Brøndbys sportsdirektør, Per Rud, er ærgerlig over, at Stephan Andersen blev udsat for kast med diverse genstande.

- Jeg er rigtig ked af, når sådan noget sker. Det er absolut ikke rart, når nogen bliver generet på den måde.

- Vores opgave er i første omgang at tage afstand fra det og dernæst sørge for at undgå, at det sker fremover, siger Per Rud.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.