FCK-anfører tror på mere styring i EL-returkamp
FC København vandt ude over FK Jablonec, men Thomas Delaney vil have mere styr på spillet i returkampen.
Thomas Delaney mener, der fortsat er lang vej til samlet sejr over FK Jablonec (arkivfoto).
Thomas Delaney mener, der fortsat er lang vej til samlet sejr over FK Jablonec (arkivfoto). Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/Polfoto


FC København hentede et næsten perfekt udgangspunkt i Europa League-kvalifikationen mod FK Jablonec, da det blev til en 1-0-sejr på udebane.

Men anfører Thomas Delaney mener absolut ikke, at det videre avancement bliver en formssag trods det fine udgangspunkt inden hjemmekampen.

- Meget kan gå galt. Det (FK Jablonec, red.) er et godt hold, og vi er lidt under pres i første halvleg i dag. Vi kan til dels skyde skylden på os selv, for de virker mere friske end os fra start, siger Delaney til 3+ efter kampen.

Selv om FCK's midtbanestyrmand ikke har armene oppe over hovedet, så tror han dog på, at holdet med en bedre indsats i returkampen kan holde bedre styr på spillet.

- Vi spiller langt hen ad vejen, som vi gerne vil i dag, men vi laver nogle fejl. Jeg tror, det bliver anderledes i Parken, hvor vi kommer til at styre spillet mere, lyder det fra Thomas Delaney.

Sloveneren Benjamin Verbic stod for kampens enlige mål i Tjekkiet onsdag, og der er returkamp i Telia Parken torsdag den 6. august.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.