FCK-anfører: Sejren over Helsinki har givet tryghed
FCK kan gå lidt roligere ind til opgøret i Torino, fordi holdet vandt den første Europa League-kamp.
I denne situation fra sidste sæsons Champions League, hvor Juventus lige har udlignet til 1-1, er Thomas Delaney knap så optimistisk som nu, hvor FCK har lagt ud med en sejr i Europa League.
I denne situation fra sidste sæsons Champions League, hvor Juventus lige har udlignet til 1-1, er Thomas Delaney knap så optimistisk som nu, hvor FCK har lagt ud med en sejr i Europa League. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


FC Københavns sæson har hidtil været en meget blandet affære.

Efter en del udskiftninger på holdet hen over sommeren er FCK haltet af sted i Superligaen med blot 12 point for ni kampe og en utilfredsstillende placering som nummer fem.

I Europa opfyldte klubben målsætningen om at kvalificere sig til et europæisk gruppespil. Men undervejs måtte FCK indkassere en ordentlig ørefigen, da klubben blev afklapset med samlet 7-2 af Bayer Leverkusen i Champions League-kvalifikationen.

I Europa Leagues gruppe B fik FCK til gengæld en god start med 2-0-sejren hjemme over HJK Helsinki, og netop den sejr kan bruges til noget før torsdagens kamp mod Torino i Italien.

- Vi kommer ikke med en fantastisk fornemmelse efter 1-1-kampen mod Sønderjyske, men vi lavede dog en god præstation i første halvleg, siger FCK's anfører, Thomas Delaney.

- Jeg tror også, det var vigtigt, at vi vandt den første kamp over HJK Helsinki. Jeg ved ikke, om man kan kalde det en pligtsejr, men den var vigtig for vores videre færd i Europa League. Jeg tror, at den sejr gav os noget tryghed, siger han.

Mens Torino er med i en af de store europæiske klubturneringer for første gang i 20 år, så er FCK for niende sæson i træk deltager i et europæisk gruppespil.

Selvom den danske klub har en del unge spillere på holdet, er klubbens europæiske rutine ikke uvæsentlig, mener Thomas Delaney.

- Det betyder meget for os, også når vi er lidt underdogs på udebane mod et italiensk hold.

- Men Torino har en lidt anden rutine, fordi de har en del erfarne spillere, og det vil helt sikkert komme dem til gode, siger FCK-anføreren.

Kampen i Torino begynder klokken 21.05.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.