FCK-anfører: Pokalsejr udløser ingen jubel
Det trækker mere ned ikke at vinde DM-guld, end det trækker op at vinde pokalen, vurderer Thomas Delaney.
FCK's anfører Thomas Delaney mener ikke, at en pokalsejr kan redde sæsonen for klubben.
FCK's anfører Thomas Delaney mener ikke, at en pokalsejr kan redde sæsonen for klubben. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Med ni point op til FC Midtjylland fem spillerunder før tid, ligner det sølv for FC København i Superligaen.

Dermed lader torsdagens pokalfinale mod FC Vestsjælland til at være FCK's chance for at vinde et trofæ i denne sæson.

Men det vil ikke gøre sæsonen til en jubelsæson, understreger holdets anfører.

- Vi vil helt sikkert tage en pokalsejr med, men det vil ikke vende op og ned på sæsonen. Vi vil kunne sige, at vi vandt en titel, men det er ikke sådan, at vi vil juble over sæsonen, siger Thomas Delaney.

I en klub som FC København er det primært mesterskabstitlerne, der gør en forskel.

- Hvis vi ikke vinder Superligaen, trækker det mere ned (end det trækker op at vinde pokalen, red.).

- Men en pokalsejr vil hjælpe os frem imod næste sæson og vores forberedelse til europæisk fodbold, hvor vi så træder senere ind i kvalifikationen, pointerer FCK-anføreren.

FC København vandt 1-0 i en slags generalprøve ude mod FC Vestsjælland i Superligaen i mandags. Da scorede Thomas Delaney i en kamp, der udviklede sig forholdsvis lige.

Torsdag skal FCK sætte sig tungere på kampen i Telia Parken, mener Delaney.

- Vi skal kontrollere kampen bedre end i mandags. Gør vi det, er jeg sikker på, vi vinder.

Torsdagens pokalfinale begynder klokken 16.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.