FCK-anfører: Leicester og Porto er et niveau over os
Thomas Delaney mener, at FCK og Club Brugge niveaumæssigt har et stykke op til Leicester og FC Porto.
Thomas Delaney scorede for tre uger siden et drømmemål, da FCK slog Club Brugge 4-0 i København. Tirsdag gælder det Leicester på udebane.
Thomas Delaney scorede for tre uger siden et drømmemål, da FCK slog Club Brugge 4-0 i København. Tirsdag gælder det Leicester på udebane. Foto: Anders Kjærbye/Scanpix


FC København skal tirsdag aften forsøge at bygge videre på en fornem start i gruppespillet i Champions League på udebane mod det engelske mesterhold fra Leicester.

FCK-anfører Thomas Delaney betegner Leicester som favorit, og det kræver en stærk holdpræstation, hvis danskerne skal tage point med hjem fra det midtengelske.

- Som jeg ser det, så er Leicester og Porto de bedste hold i gruppen, og vi er på niveau med Club Brugge, selv om vi slog dem sidst.

- Man kan ikke sammenligne Leicester og FCK, men man ved aldrig i fodbold. Leicester kender selv historien. Nogle gange overpræsterer man, og det skal vi have i baghovedet, siger Delaney

Midtbanespilleren henviser til sidste sæson, hvor Leicester overraskede alt og alle, da holdet sensationelt vandt det engelske mesterskab.

- Vi skal være på tæerne, specielt mod Leicester, som ikke er et hold, der vil have bolden hele tiden.

- Det kan se jævnbyrdigt ud indimellem, men på de tidspunkter skal vi være mest opmærksomme og ikke forære et mål væk, siger Delaney.

- De har større individualister end os, men vi skal forsøge at gøre kampen lige med en god holdpræstation.

FCK er ifølge anføreren ikke tvunget til at få et resultat med hjem fra Leicester tirsdag aften efter en 4-0-sejr over Club Brugge for tre uger siden og 1-1 i Porto i den første gruppekamp.

- Der er taget noget vægt af skuldrene, fordi vi har fået en bedre start på gruppespillet end håbet.

- Det er ikke sådan, at det er en gratis kamp, men vi er i en god position, og vi skal for alt i verden ikke jagte point. Vi tror på et resultat, hvis vi gør de ting, vi kan, siger Delaney.

Kampen mod Leicester har lidt ekstra krydderi for flere af de danske gæster, da Kasper Schmeichel vogter målet for værterne.

- Vi har talt en smule om det i landsholdslejren forleden, og det er en stor ting for os.

- Der er sikkert mange, der gerne vil score på ham, siger Delaney.

Det engelske mesterhold topper gruppe G med seks point, mens FCK indtager andenpladsen med fire point.

Tirsdagens opgør i Leicester spilles klokken 20.45. De to hold står over for hinanden igen i København om to uger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.