FCK-anfører efter 1-1: Vi spillede godt med ti mand
Thomas Delaney begik en stor fejl, der kostede, men FCK fik alligevel 1-1 mod Porto i Champions League.
Thomas Delaney lavede en stor fejl, og FCK spillede med ti mand i en stor del af anden halvleg, men anføreren kan alligevel glæde sig over 1-1 ude mod Porto.
Thomas Delaney lavede en stor fejl, og FCK spillede med ti mand i en stor del af anden halvleg, men anføreren kan alligevel glæde sig over 1-1 ude mod Porto. Foto: Miguel Vidal/Reuters


FC København hentede onsdag aften en af klubbens største resultater på udebane i Champions League nogensinde ved at få 1-1 mod gruppefavoritten Porto på Andreas Cornelius' udligning.

Det var på trods af, at FCK spillede med ti mand de sidste 25 minutter som følge af Ján Gregus' udvisning.

Anfører Thomas Delaney var imponeret over holdets undertalsspil, men medgiver, at det nemt kunne være gået galt under det sidste pres.

- Vi var gode defensivt trods en mand nede, men da vi vidste godt, at vi ikke selv kunne score. Vi stod godt, men der var mange situationer, hvor det kunne gå galt. Der skal ikke så meget til, så det holdt hårdt, siger Thomas Delaney til TV3+.

- Det var en god præstation generelt og særligt af midterforsvaret, tilføjer han om den samlede indsats.

Selv var Delaney impliceret, da Porto bragte sig foran efter 13 minutter ved Otavio. Anføreren mistede bolden lige uden for feltet, hvilket blev straffet prompte.

- Det må ikke ske. Men det var faktisk ikke, fordi de straffede alle vores fejl, siger Delaney.

Nu har FCK et point inden næste opgave 27. september hjemme mod Club Brugge, der onsdag tabte 0-3 hjemme til Leicester.

- Vinder vi den, begynder det at se godt ud, siger Delaney.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.