FC Vestsjælland vil sikre sig i Superligaen
Fodboldklubben FC Vestsjælland har lagt ny sportslig strategi. Klubben vil sikre forbliven i Alka Superligaen.
FC Vestsjælland har lagt en ny strategi, så de kan forblive i Alka Superligaen.
FC Vestsjælland har lagt en ny strategi, så de kan forblive i Alka Superligaen. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Superligaklubben FC Vestsjælland vil sikre sin forbliven i landets bedste fodboldrække, Alka Superligaen.

Hvis klubben alligevel rykker ud efter denne sæson, vil klubben holde fast i sin sportslige strategi og hurtigst muligt sikre sin tilbagevenden til Superligaen.

Sådan lyder det i en ny sportslig treårs plan, som fodboldklubben fra Slagelse har vedtaget og meldt ud i en pressemeddelelse torsdag.

Her lyder det endvidere, at planen, der er udarbejdet af sportsdirektør Jacob "Gaxe" Gregersen, har fuld opbakning af storaktionær Kurt Andersen og storsponsoren Harboes Bryggeri.

- Efter planen vil det sportslige setup også i de kommende tre sæsoner blive ledet af FCV's sportsdirektør Jacob "Gaxe" Gregersen, der har et stort netværk i Europa, og samarbejder med andre klubber, lyder det i pressemeddelelsen, der har klubbens direktør Gert Hansen, som afsender.

- Med denne beslutning er der skabt klarhed om fremtiden for FC Vestsjælland, således at holdet ikke behøver at bekymre sig unødigt om klubbens fremtid, men kan koncentrere sig 100 procent om klubbens primære mål, nemlig overlevelse i Alka Superligaen.

- Skulle nedrykning til 1. division imidlertid blive en realitet, vil den nye treårs plan fortsætte uændret, og da med målsætning om snarest mulig tilbagevenden til Superligaen.

FC Vestsjælland er lige nu næstsidst i Superligaen. Med 12 spillerunder tilbage har klubben otte point op til nedrykningsstregen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.