FC Vestsjælland er sendt til tælling af advokatkollaps
FC Vestsjællands økonomiske problemer opstod blandt andet på grund af et lokalt advokatfirmas kollaps.
FC Vestsjællands økonomiske problemer opstod blandt andet på grund af et lokalt advokatfirmas kollaps.
FC Vestsjællands økonomiske problemer opstod blandt andet på grund af et lokalt advokatfirmas kollaps. Foto: HOVE OLESEN PETER/POLFOTO


Sammenbruddet i Johan Schlüter Advokatfirma (JSA) er en del af forklaringen på, at fodboldklubben FC Vestsjælland i denne uge indgav konkursbegæring. Det skriver Finans.

Klubben er blandt andet ramt, fordi advokaterne bag JSA i juli måtte overdrage Slagelse-selskabet, Registrering Danmark (også kendt som RD Huset), til Producentforeningen på grund af beskyldninger om svindel for over 100 millioner kroner.

Det bekræfter 1. divisionsklubbens direktør, Gert Hansen, der netop nu kæmper for at skaffe nye penge, inden skifteretten afsiger det endelige konkursdekret.

- Det er da klart, at når vores markedsføringsafdeling lukker ned så hastigt, som Registrering Danmark gjorde, så får det også indvirkning på os.

- Der er en lang historik bag vores konkursbegæring, hvor flere udefrakommende faktorer har haft betydning. RD Huset er en af disse, men det er ikke den eneste, siger Gert Hansen til Finans.

Klubdirektøren fortæller, at Registrering Danmark (RD Huset) stod for klubbens marketingaktiviteter, herunder salg af sponsorater.

Finans erfarer, at RD Huset betalte løn til seks medarbejdere og stillede firmabiler til rådighed, selv om de arbejdede for FC Vestsjælland, hvor selskabets direktør, Susanne Fryland, er bestyrelsesmedlem.

På lønningslisten var blandt andre FC Vestsjællands mentaltræner samt den tidligere topdommer, Kim Milton Nielsen, der solgte sponsorater og havde titel af account manager.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.