I seneste spillerunde i Alka Superligaen var FC Nordsjælland på udebane foran 1-0 ved pausen mod AGF, men endte med at tabe kampen med 1-3.
Søndag var FC Nordsjælland så hjemme i Farum oppe med 2-0 ved pausen mod Sønderjyske, men igen endte det med et nederlag. Denne gang på 2-3.
FC Nordsjælland blev ganske enkelt most efter pausen, og det irriterer træner Kasper Hjulmand.
- Jeg synes ikke engang, at de kom med så hårdt et tryk, men jeg aner ikke, hvordan vi sådan kunne miste energien. Det var det eneste, vi havde fokus på i pausen, for vi vidste, de ville komme med et ekstra tryk, siger Kasper Hjulmand.
- Så vi snakkede om, at vi skulle være stærke i duellerne i starten og komme med en aggressiv og offensiv indstilling, men vi var helt flade. Deres første mål gjorde det samme ved os, som 1-1-målet gjorde mod AGF.
- Derefter blev vi passive, og der var ikke så mange, der følte kampens rytme. Jeg aner ikke, hvad der foregik, men det er i hvert fald pivringe, siger FCN-træneren.
Er det noget mentalt, der spiller ind?
- Det kan det jo kun være. Der er jo ikke andre forklaringer, end at der er noget i holdet, som gør, at vi fryser. Det er selvfølgelig noget, der skal løses.
- Vi skal først og fremmest finde de styrker, der er i holdet, og få dem frem. Og så skal vi snakke om, at en kamp har en masse liv og rytme, som skal læses og føles på banen.
- Der er en masse ting, man skal kunne læse og føle, for at kunne hjælpe hinanden på banen, og der er vi ikke kommet til endnu, siger Kasper Hjulmand.
FC Nordsjælland er tredjesidst i Alka Superligaen med syv point efter ni kampe.
Med 20 mål lukket ind har klubben ligaens næstdårligste forsvar.
/ritzau/