FC Nordsjælland-træner: 1-5 ser ikke godt ud
Olafur Kristjansson er utilfreds med, at hans FC Nordsjælland-mandskab i slutfasen mod OB faldt fra hinanden.
Olafur Kristjansson er utilfreds med, at FCN faldt sammen mod OB.
Olafur Kristjansson er utilfreds med, at FCN faldt sammen mod OB. Foto: BAANER RASMUS/RASMUS BAANER


Efter tre sejre i træk uden at lukke mål ind, kom FC Nordsjælland helt ned på jorden igen fredag aften. Hjemme i Farum Park blev FCN nedlagt med 1-5 af sprudlende OB.

FC Nordsjælland kom ellers tidligt i front, men siden faldt spillet helt fra hinanden.

- De var kloge og effektive, og de straffede os. Men kigger jeg på det med vores briller. I forhold til det, vi har holdt fast i i de foregående kampe, så synes jeg lidt, at vi glemte det - især i anden halvleg.

- Da de fik straffesparket, hvor de scorede til 1-1, glemte spillerne at bakke hinanden op. Det blev derfor individuelt forsvarsspil frem for kollektivt forsvarsspil. Der blev vi udstillet.

- Og så er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med, at vi falder sådan fra hinanden i slutfasen, for 1-5 ser ikke godt ud, siger Kristjansson.

Træneren mener, at FC Nordsjælland, da OB kom på 3-1, burde have fokuseret på at lukke af.

- Ved 1-3 og 1-4 skulle vi have tænkt lidt mere. Vi forsøgte at stabilisere os, så det ikke blev værre, men det lykkedes ikke, siger Kristjansson.

Anfører Patrick Mtiliga er slet ikke tilfreds med, at FC Nordsjællands præstationer er så svingende. Hidtil i sæsonen har højdepunktet været udesejren over mestrene FC Midtjylland, mens fredagens 1-5-lussing var i den modsatte grøft.

- Vi fik en lærestreg, og den håber jeg, vi tager til efterretning. Vi er nødt til at lære af det her, siger Mtiliga.

- Men vi kan efter det her konkludere, at vi kan slå de bedste, men også at vi kan tabe stort til et hold som OB. Det er ikke godt nok, siger han.

FC Nordsjælland er nummer seks i Superligaen, á point med netop OB.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.