FC Nordsjælland nærmer sig salg af topscorer
Bruninho og Joshua John er på vej væk fra FC Nordsjælland, bekræfter fodboldklubben.
FC Nordsjællands brasilianske topscorer, Bruninho, er efter et halvt år i Farum på vej væk til en klub i udlandet.
FC Nordsjællands brasilianske topscorer, Bruninho, er efter et halvt år i Farum på vej væk til en klub i udlandet. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


FC Nordsjællands topscorer Bruninho og kantspilleren Joshua John er på vej væk fra Farum-klubben.

Det bekræfter sportschef Carsten V. Jensen til fodboldklubbens hjemmeside.

Både Bruninho og Joshua John befinder sig i udlandet, hvor de er i gang med at forhandle personlige detaljer med mulige kommende arbejdsgivere.

- Vi har givet begge spillere lov til at tage af sted for at få deres egne ting på plads, således at en transfer kan blive gennemført inden for de næste par dage.

- Vi vil offentliggøre mere information senere hen, siger Carsten V. Jensen.

Brasilianske Bruninho er FC Nordsjællands topscorer i den igangværende sæson med ni mål.

Den 26-årige angriber, der i sommer blev hentet i HB Køge, er af flere medier rygtet til en kinesisk klub.

Den et år ældre hollænder Joshua John har optrådt for FCN siden 2012.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.