FC Nordsjælland lider pokalexit med to mand i overtal
FC Nordsjælland spillede 11 mod 9 i hele anden halvleg, men måtte se sig slået af Næstved i pokalturneringen.
Andreas Maxsø var med, da FCN tabte overraskende til Næstved.
Andreas Maxsø var med, da FCN tabte overraskende til Næstved. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Superligaklubben FC Nordsjælland er overraskende ude af denne sæsons pokalturnering.

Farum-klubben trådte ind i turneringens 2. runde, og her blev det til nederlag på 0-1 ude mod Næstved, der netop er rykket op i 1. division.

Måden, nederlaget indtraf på, var ganske spektakulær. Efter to udvisninger til Næstved inden pausen spillede FCN med 11 spillere mod Næstveds ni i hele anden halvleg, men favoritten formåede alligevel ikke at score.

I stedet var det hjemmeholdets Stefan Nygaard Hansen, der efter 79 minutter kunne score overrumplende til 1-0.

Også det mål var spektakulært. Stefan Nygaard Hansen fik en aflevering i dybden, og et stykke inde på FCN's banehalvdel afsluttede han fra lang afstand og snød målmand Alex Runarsson, der stod for langt ude af sit mål.

Det resultat havde de færreste set komme, da først Samuel Adjei og siden Jannik Zimling fik rødt kort efter henholdsvis 32 og 37 minutter.

Første halvleg var et langt FCN-pres med flere store chancer, men ind ville bolden ikke.

To mand i undertal pakkede Næstved sig omkring egen forsvarszone i anden halvleg, og FCN pressede ihærdigt, men uden at skabe de helt åbne chancer.

Næstved stod for presset og kunne fejre den efter omstændighederne store overraskelse i pokalturneringen.

FCN stillede ikke i stærkeste opstilling, men var dog godt repræsenteret med profiler som Emiliano Marcondes, Martin Vingaard, David Moberg Karlsson og topscorer Bruninho i startopstillingen.

De kan nu koncentrere sig fuldt ud om Alka Superligaen i resten af sæsonen.

Det er andet år i træk, at FC Nordsjælland ryger ud af pokalturneringen i anden runde. For et år siden tabte holdet i straffesparkskonkurrence til danmarksserieholdet SC Egedal.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.