FC Nordsjælland kan også uden Bruninho
FC Nordsjælland vandt søndag aften med 2-0 på hjemmebane over AGF i Alka Superligaen.
AGF's Elmar Bjarnason pg FCN's Lasse Petry, da FC Nordsjælland søndag hjemme på Farum Park tog imod AGF i Superligaen.
AGF's Elmar Bjarnason pg FCN's Lasse Petry, da FC Nordsjælland søndag hjemme på Farum Park tog imod AGF i Superligaen. Foto: HOVE OLESEN PETER/POLFOTO


Angriberen Bruninho har været en vital spiller for FC Nordsjælland i denne sæson.

Men søndag aften viste FCN med en 2-0-sejr hjemme over AGF, at holdet også er i stand til at vinde kampe uden brasilianeren.

Det var Farum-holdets tredje sejr i træk, og den rækker til en placering som nummer fem i Alka Superligaen. FCN har 16 point efter ti kampe.

Mens de foregående FCN-sejre har været med Bruninho som enmandshær og matchvinder i 1-0-sejre ude over både FC Midtjylland og Viborg, så var der anderledes mange om buddet søndag mod AGF.

Både Oliver Thychosen, Marcus Ingvartsen og Stanislav Lobotka truede ofte AGF-forsvaret, som var rystende usikkert i første halvleg.

Efter 14 minutter bragte FCN sig foran 1-0 på et mål af Thychosen, der i to omgange fik overlistet AGF-keeper Steffen Rasmussen, som ikke fik meget hjælp af sit passive forsvar.

Den var gal igen hos AGF-forsvaret fire minutter senere, da Danny Olsen dummede sig og valgte at spille lige hen til FCN-spilleren Gudmundur Thorarinsson.

Og få sekunder senere havde Ingvartsen fordoblet føringen med et godt skud uden for feltet.

AGF forsøgte at få reduceret, men uden held. Det blev kun til et par sporadiske forsøg i sidenettet eller over mål.

Dog kunne AGF med rette føle sig snydt for et straffespark, da FCN-anfører Patrick Mtiliga fældede udeholdets fremstormende Aleksandar Cavric inde i feltet, men dommerens fløjte forblev tavs.

I stedet var Thychosen ved at score endnu en gang, men en klasseredning af Steffen Rasmussen forhindrede endnu et FCN-mål.

AGF kan trøste sig med, at holdet lørdag blev tildelt tre point på skrivebordet, da Hobro blev taberdømt for at have brugt en ulovlig spiller. AGF har 13 point efter ti kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.