FC Nordsjælland henter belgier før kamp i Esbjerg
22-årige Jonathan Vervoort er med i FC Nordsjællands trup til fredagens udekamp i Alka Superligaen.
Olafur Kristjansson har fået en ny spiller med til FC Nordsjællands kamp mod Esbjerg.
Olafur Kristjansson har fået en ny spiller med til FC Nordsjællands kamp mod Esbjerg. Foto: BAANER RASMUS/RASMUS BAANER


FC Nordsjælland kan få en belgisk debutant på banen i fredagens udekamp mod Esbjerg i Alka Superligaen.

Fodboldklubben meddeler i en pressemeddelelse, at den har sikret sig 22-årige Jonathan Vervoort på en kontrakt, der løber i resten af sæsonen.

Forsvarsspilleren, der har trænet med i FC Nordsjælland i 14 dage, sidder på bænken fra start i kampen i Esbjerg, der begynder klokken 18.

- Jonathan kommer ind for at styrke konkurrencen i forsvaret. Selvom han har været uden kamp i et stykke tid, har han vist gode takter i træningen og reserveholdskampene. Han kommer fra en god skole i Belgien, hvor han er uddannet hos Anderlecht.

- Han er en meget atletisk spiller, som er aggressiv i sit forsvarsspil og samtidig rolig med bolden. Han skal tage konkurrencen op med vores andre spillere i forsvaret og presse dem yderligere, siger FC Nordsjællands sportschef, Carsten V. Jensen.

Jonathan Vervoort har tidligere været tilknyttet Anderlecht, FC Eindhoven og Sporting Charleroi.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.