FC Nordsjælland føler sig snydt for straffe i 0-0-kamp
Emiliano Marcondes mener at han blev snydt for straffespark kort før tid, da FCN og Esbjerg spillede 0-0.
Træner Kasper Hjulmand var ikke tilfreds med sit holds præstation.
Træner Kasper Hjulmand var ikke tilfreds med sit holds præstation. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Underholdningsværdien var ikke stor, da FC Nordsjælland og Esbjerg mandag aften krydsede klinger i Farum Park.

Masser af fejl, lavt tempo og lav intensitet var nøgleordene på en aften, hvor ingen af holdene formåede at score.

Kort før tid var der dog en kontroversiel situation, da FC Nordsjællands Emiliano Marcondes røg i græsset i feltet. Dommer Michael Tykgaard vinkede afværgende, men ifølge Marcondes burde han have haft et straffespark.

- Der var i hvert fald kontakt, og så er det jo op til Tykgaard at dømme den. Jeg synes, der var straffespark, for jeg var forbi min modspiller og løb i position i boksen, siger Marcondes.

- Esbjerg-spilleren havde kun et mål, og det var at stoppe mig. Jeg synes også, at linjedommeren burde kunne se det, for der blev hevet i min trøje og i min arm. Jeg synes, det var et stort straffespark.

Straffesparket blev altså ikke dømt, og dermed måtte FC Nordsjælland nøjes med 0-0 efter en indsats, som træner Kasper Hjulmand ikke var tilfreds med.

- Vi er hammerirriterede over, at vi ikke formåede at hive en sejr hjem, siger Hjulmand.

- Jeg synes, at vi i vores presspil ofte arbejdede for få ad gangen, og dermed vandt vi ikke de bolde, vi skulle have vundet højt på banen. Vi investerede ikke nok i vores løb i de første 40 minutter, og derfor fik vi ikke Esbjerg rykket rundt.

- Når vi er for stationære, har modstanderne ikke noget at forholde sig til, og så kan de holde koncentrationen, frem for at vi får belønningen til slut i kampen, siger træneren.

FC Nordsjælland spiller igen allerede fredag, hvor holdet får besøg af Hobro.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.