FC Midtjylland tæt på at sætte stor føring over styr
Der var spænding helt til det sidste i onsdagens håndboldopgør mellem FC Midtjylland og SK Aarhus.
På billedet ses SK Aarhus-træner Jesper Holmris og assistenttræner Kasper Jepsen efter at have fået gult kort.
På billedet ses SK Aarhus-træner Jesper Holmris og assistenttræner Kasper Jepsen efter at have fået gult kort. Foto: HOLMENLUND CHRISTENSEN CASPER/POLFOTO


SK Aarhus kæmpede sig flot tilbage og var tæt på at få point på hjemmebane, men de nyslåede pokalmestre fra FC Midtjylland endte med at vinde opgøret knebent med 22-21.

Det stod 21-21 med 20 sekunder tilbage af kampen, da FCM-træner Helle Thomsen tog en timeout og satte en ekstra markspiller på banen.

Det betød, at FCM spillede med syv mod fem markspillere, fordi SK Aarhus-spilleren Trine Leth havde fået en tvivlsom udvisning med under to minutter tilbage.

- Det er den tyndeste udvisning, der er set indtil nu. De dømte ikke godt, men det var måske i begge ender, siger SK Aarhus-træner Jesper Holmris til TV2 Sport.

FCM dominerede til at begynde med og var solidt foran i første halvleg og gik til pause med en føring på 14-10.

Anført af Anna Sophie Okkels kom SK Aarhus flot tilbage i kampen og udlignede til både 18-18 og 19-19.

I den periode fandt FCM lidt ekstra kvalitet i begge ender af banen og trak atter fra.

FCM's norske EM-guldvinder Veronica Kristiansen scorede til 21-19 med syv minutter tilbage, og da FCM-keeper Sabine Englert tog godt fra i målet, så var det svært for hjemmeholdet at komme tilbage.

SK Aarhus holdt en scoringspause på alt for mange minutter, men formåede alligevel at udligne til 21-21 ved Anne Sophie Hjort.

Det skete, efter at SK Aarhus-keeper Mathilde Juncker stod for en vigtig redning med under et minut tilbage af kampen.

Men så var det, at FCM slog til med den ekstra markspiller, som afgjorde kampen.

- Det var virkelig ærgerligt. Vi skulle have gået hårdere til den spiller i trøjen.

- Vi kæmpede hårdt og spillede en virkelig god kamp. Vi havde talt om, at de kunne være lidt trætte til slut, og det fik vi udnyttet, siger Julie Pontoppidan til TV2 Sport.

I en af onsdagens øvrige kampe vandt Randers HK med 28-25 på hjemmebane over HC Odense.

Også Viborg HK var i aktion og vandt med 30-28 hjemme over Silkeborg-Voel KFUM.

Team Esbjerg og FCM fører ligaen med 19 point efter 11 kampe. Randers har 13 point på tredjepladsen, mens Viborg har 12 på sjettepladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.