FC Midtjylland smadrede Hypo i Champions League-åbning
De danske mestre kom godt fra land i Champions League. Hypo blev sendt hjem fra Jylland med en stor øretæve.
Louise Burgaard og FC Midtjylland udraderede Hypo Niederösterreich i Champions League.
Louise Burgaard og FC Midtjylland udraderede Hypo Niederösterreich i Champions League. Foto: ANDERS BROHUS/POLFOTO


De kvindelige danske håndboldmestre fra FC Midtjylland tog søndag hul på Champions League, da Hypo Niederösterreich blev nedlagt med 33-21 i Ikast.

Midtjyllands træner, Helle Thomsen, havde inden opgøret betonet vigtigheden af at vinde kampene mod Hypo for at komme blandt de tre hold i puljen, som går videre i turneringen.

Opgøret startede lige, og i kampens første tyve minutter fulgte de østrigske gæster pænt med. Mod første halvlegs afslutning trak midtjyderne dog stille og roligt fra, og efter den første halve time førte FCM-kvinderne med 14-11.

Den føring blev hurtigt udbygget i anden halvleg. På et tidspunkt så det ud til, at midtjyderne kunne slå deres egen rekord for største sejr i Champions League, som blev sat i 1998 da Motor Zaporozhye led et nederlag på 16 mål.

Med tre minutter tilbage af opgøret scorede Pauline Bøgelund til 32-19, men større blev hjemmeholdets føring aldrig. Rekorden fik lov at stå, men FCM vandt med hele 33-21.

Trine Jensen blev kampens topscorer med ni mål.

Storsejren betyder, at midtjyderne topper gruppen efter første runde, da holdet har bedre målscore end ungarske Győr, der vandt gruppens anden indledende kamp med 27-22 over Vardar fra Makedonien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.