FC Midtjylland jagter fortsat pokalsucces i København
Håndboldkvinderne i FC Midtjylland har meget at se til i øjeblikket. Onsdag gælder det pokalturneringen.
Sabina Jacobsen og FC Midtjyllands håndboldkvinder jagter pokalsucces onsdag aften i København. (Arkivfoto).
Sabina Jacobsen og FC Midtjyllands håndboldkvinder jagter pokalsucces onsdag aften i København. (Arkivfoto). Foto: Ole Nielsen/Scanpix


FC Midtjyllands håndboldkvinder er blevet pokalmestre to år i træk, og onsdag aften skal midtjyderne ganske enkelt videre i turneringen.

Det mener klubbens træner, Kristian Kristensen, som slet ikke budgetterer med et exit i kvartfinalen i Santander Cup, som er navnet på pokalturneringen.

Her møder FCM ude København Håndbold om en plads i Final4.

- Jeg forventer en sejr over København Håndbold. Vi har et stærkt hold, og pigerne har stået i de her afgørende situationer før.

- De har evnerne til at steppe yderligere op, når der er noget ekstra på spil, siger Kristian Kristensen ifølge klubbens hjemmeside.

FCM har været i pokalfinalen i fire sæsoner i træk, og klubben vandt turneringen i 2012, 2014 og 2015.

Selv om klubben i øjeblikket også deltager i Champions League samt i den hjemlige liga, så er der fuldt fokus på opgøret i København.

- Det vil selvfølgelig betyde meget for os at være en del af Final4 i forhold til den vinderkultur, vi har i klubben.

- Med ligaen, Champions League og Santander Cup deltager vi på nuværende tidspunkt i alle turneringer, og det er et rigtig godt udgangspunkt. Det er fedt, at der hele tiden er noget at spille frem imod, siger Kristian Kristensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.