FC Midtjylland-helten Sisto: Mit mål var et indlæg
Pione Sisto lavede det mål, der sikrede 1-1 mod Club Brugge. Men det blev scoret på en skævert, erkender han.
Det var et skævt indlæg, der førte til Pione Sistos 1-0-scoring mod Club Brugge.
Det var et skævt indlæg, der førte til Pione Sistos 1-0-scoring mod Club Brugge. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Hvis det var med vilje, havde det været lidt af en genistreg, men FC Midtjyllands Pione Sisto erkender, at hans vitale 1-0-scoring i 1-1-kampen mod Club Brugge torsdag aften i virkeligheden var en skæv aflevering.

Fra venstre side af banen sendte offensivspilleren bolden højt ind i straffesparksfeltet, og uden at nogen rørte den undervejs, sejlede kuglen hen over Club Brugges keeper, Sebastien Bruzzese, og endte i det fjerneste målhjørne.

- Ja, det var et indlæg. Det vil jeg gerne indrømme, og det tror jeg også, de fleste kunne se. Men den sad jo meget godt, lyder det med et grin fra målscoreren.

1-1-resultatet mod den belgiske traditionsklub var lige akkurat tilstrækkeligt til at sende FC Midtjylland videre til 1/16-finalerne i Europa League.

Dermed fik midtjyderne en fin afslutning på et efterår, der begyndte imponerende godt, men sluttede med små krisetegn og en spillertrup, der kørte på pumperne.

- Når man slutter godt af, glemmer man ofte, hvad der er gået forud. Men havde vi tabt til Club Brugge, havde vi i mine øjne alligevel haft et godt halvår.

- Vi har spillet rigtig mange kampe, og vi ligger alligevel i top-tre i Superligaen, hvor vi længe lå nummer et. Samtidig tilspillede vi os en gylden mulighed for at gå videre i Europa League. At vi udnyttede den, giver selvfølgelig lidt ekstra, siger Pione Sisto.

Kampen mod Club Brugge var FC Midtjyllands nummer 31 i eftersæsonen. Et hårdt program, der har været en ny oplevelse for de fleste spillere.

- Vi har lært ekstremt meget. Det tager hårdt på kræfterne, og det bliver meget restitutionstræning og forberedelse til næste kamp. Det er noget, man skal vænne sig til, siger Pione Sisto.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.