FC Midtjylland choksejrer mod Champions League-vindere
FC Midtjylland hentede sine første to point i Champions League med en overraskende sejr over CSM Bucuresti.
Stine Jørgensen og holdkammeraterne i FCM Håndbold leverede en stor præstation mod CSM Bucuresti.
Stine Jørgensen og holdkammeraterne i FCM Håndbold leverede en stor præstation mod CSM Bucuresti. Foto: Morten Stricker/Scanpix


FC Midtjyllands håndboldkvinder er nu på pointtavlen i Champions League, og de danske vicemestre har grund til at være stolte af den skalp, de tog lørdag aften.

Midtjyderne slog nemlig ingen ringere end de forsvarende Champions League-mestre, CSM Bucuresti, som blev besejret med 24-21 i Ikast.

En flot revanche efter den lussing, som FCM fik i premieren mod Györ i sidste weekend, og nu har danskerne med to point overladt sidstepladsen i tabellen til Rostov-Don, der fortsat er uden point.

Efter en målfattig indledning var det rumænerne, der fik et lille overtag - ikke mindst på grund af stærkt målvogterspil af den erfarne landsholdskeeper Paula Ungureanu, som havde styr på de midtjyske skytter.

Sabine Englert tog dog også godt fra i FCM-buret, og derfor holdt hjemmeholdet sig inde i kampen og kunne gå til pause bagud med 9-10.

De 15 minutters hvil havde tilsyneladende gavnlig effekt på de undertippede danskere, der kom blæsende ud til anden halvleg.

Rumænernes danske træner, Jakob Vestergaard, måtte tage timeout, da hans hold pludselig var bagud med 12-15, og selv om opsangen kortvarigt havde en vis effekt, var FCM-spillerne ikke til at ryste af.

Fem minutter før tid førte hjemmeholdet med 22-19, og CSM Bucuresti havnede i lidt af en scoringskrise, da det hele skulle afgøres.

Derfor formåede de ikke at skabe en tæt afgørelse, og da Stine Jørgensen hamrede bolden ind til 24-20, var en imponerende dansk sejr endegyldigt en realitet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.