FC København trækker storm-klage over FCM tilbage
FCK lægger op til dialog med FCM efter den aflyste storm-kamp i Herning og trækker klage tilbage.
Søndagens topopgør mellem FC Midtjylland og FC København i Herning blev aflyst på grund af storm. FCK klagede over, at procedurerne for kampaflysning ikke var overholdt, men onsdag har københavnerne trukket klagen tilbage.
Søndagens topopgør mellem FC Midtjylland og FC København i Herning blev aflyst på grund af storm. FCK klagede over, at procedurerne for kampaflysning ikke var overholdt, men onsdag har københavnerne trukket klagen tilbage. Foto: ANDERS BROHUS/POLFOTO


FC København har valgt at trække sin klage over ligakonkurrenten FC Midtjylland tilbage efter søndagens aflyste topkamp i Herning.

Opgøret mellem de to titelbejlere blev aflyst en time før kampstart af sikkerhedsmæssige årsager i forbindelse med stormen.

FCK havde indberettet FCM til Fodboldens Disciplinærinstans, da man ikke mente, at hjemmeholdet havde fulgt de korrekte procedurer for kampaflysning.

- Vi har ytret den utilfredshed, men ønsker nu at se fremad og i fællesskab få fastsat nogle fælles retningslinjer for håndteringen af den type situationer til alles bedste, siger FCK-direktør Anders Hørsholt til klubbens hjemmeside.

- For at skabe de bedste arbejdsbetingelser for det trækker vi nu vores klage tilbage, så vi sammen med FC Midtjylland og resten af klubberne kan arbejde på at finde en god procedure fremover, siger han.

FCM havde nogle timer før kampstart søndag meldt ud, at stormen ikke ville påvirke topopgøret.

Derfor undrede flere i FCK-lejren sig over, at der pludselig blev truffet en anden beslutning, da man var mødt op i Herning. Hele 900 FCK-fans havde taget turen til Jylland, men måtte rejse hjem igen.

Det viste sig efterfølgende, at det var rigtigt at aflyse kampen, da skilte blev revet ned og ruder knust af stormen.

- Det var på mange måder en frustrerende søndag for alle i FC København, og især for de mange fans, der tog den lange tur til Herning for at støtte holdet, siger Anders Hørsholt.

- Vi har aldrig anfægtet beslutningen om at aflyse, men vi var ikke tilfredse med forløbet på dagen.

Beslutningen om at udsætte opgøret blev blandt andre truffet af brand- og redningsfolk, politiet, kampens dommer og FC Midtjylland.

Kampen mellem de to titelbejlere spilles til foråret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.