Superligaens tophold, FC København, har forlænget aftalen med sportsbeklædningsfirmaet Adidas, så den nu løber frem til 2020.
Samarbejdet mellem den københavnske fodboldklub og det tyske tøjmærke blev indledt i 2012, og FCK's administrerende direktør, Anders Hørsholt, kalder forlængelsen for "en vigtig aftale".
- Det er den største aftale, vi har lavet på det her område i FC Københavns historie, og den viser, at vi har en kommerciel værdi, som gør, at et globalt brand som Adidas vil engagere sig yderligere i et samarbejde med os, siger Anders Hørsholt i en pressemeddelelse.
Ud over FC København klæder Adidas en lang række kendte fodboldklubber på. Tøjmærket har blandt andet Bayern München, Real Madrid, Manchester United og Juventus på listen over samarbejdspartnere.
/ritzau/