FC København sælger kantspiller til tysk klub
Rurik Gislason skifter FC København ud med Nürnberg i den tyske 2. Bundesliga.
Den islandske fløjspiller Rurik Gislason har spillet sin sidste kamp for FC København.
På billedet tackler SønderjyskEs Nicolaj Madsen FC Københavns Rurik Gislason. 
(Mads Hansen/POLFOTO)
Den islandske fløjspiller Rurik Gislason har spillet sin sidste kamp for FC København. På billedet tackler SønderjyskEs Nicolaj Madsen FC Københavns Rurik Gislason. (Mads Hansen/POLFOTO) Foto: MADS HANSEN/POLFOTO


Den islandske fløjspiller Rurik Gislason har spillet sin sidste kamp for FC København og fortsætter karrieren i tysk fodbold efter sommerferien.

FCK meddeler, at Gislason er blevet solgt til 1. FC Nürnberg i 2. Bundesliga og således forlader den danske hovedstadsklub, hvor han fik tre sæsoner.

- Vi sætter stor pris på Ruriks indsats for klubben gennem de seneste tre år, hvor han altid har leveret en helhjertet indsats.

- Han har været med til at vinde titler og spille Champions League for os, men nu er det blevet tid til, at han skal prøve sit talent af et andet sted, og vi ønsker ham held og lykke med karrieren i Tyskland, siger FC Københavns manager, Ståle Solbakken.

Rurik Gislason begyndte sin danske karriere i Viborg og kom siden til OB, inden han i 2012 skiftede til FC København. Her blev det i alt til 95 kampe.

- Jeg har haft en fantastisk god tid i klubben og i København. Jeg har været med til at spille store kampe og vinde trofæer, siger Rurik Gislason.

Hans nye klub, Nürnberg, sluttede sidste sæson som nummer ni i den næstbedste tyske række.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.