FC København overtager førstepladsen med sejr i Horsens
FC København spillede sig søndag aften på førstepladsen i Alka Superligaen med en 2-0-sejr over AC Horsens.


FC København kan søndag aften rejse hjem fra Horsens med en sejr på 2-0, og dermed er Ståle Solbakkens tropper fortsat ubesejret i Alka Superligaen. Andreas Cornelius og Thomas Delaney stod for scoringerne.

Med sejren overtager FC København førstepladsen fra Brøndby, som tidligere på dagen snublede på hjemmebane mod Viborg.

Det var to mandskaber, der kom til opgøret i Horsens med masser af selvtillid i bagagen. AC Horsens havde vundet de seneste tre kampe i Alka Superligaen, og det placerede holdet på en foreløbig sjetteplads.

FC København var fortsat ubesejret i sæsonens første otte kampe, og i midtugen viste de danske mestre også et højt niveau på den internationale scene, da holdet spillede 1-1 med FC Porto i Champions League.

Det var da også FC København, der startede kampen bedst, og efter et kvarters spil kunne Andreas Cornelius bringe gæsterne i front. Cornelius oversprintede Horsens-forsvaret, tog et træk forbi målmand Nicklas Dannevang og trillede bolden ind i det tomme mål.

Thomas Delaney udbyggede føringen efter en halv time, da han fra kanten af feltet sparkede bolden op i det fjerneste målhjørne med en følt inderside.

Gæsterne fortsatte med at dominere efter pausen, og det udmøntede sig i store chancer til både Federico Santander og Benjamin Verbic, men skarpheden manglede hos FCK-spillerne.

I stedet forsøgte AC Horsens ihærdigt at kæmpe sig tilbage i opgøret. Hjemmeholdet fik dog aldrig skabt spænding om resultatet, og dermed kunne FC København juble over en sejr på 2-0.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.