FC København nedjusterer efter europæisk nedtur
FC København nedjusterer forventninger til regnskabsår med 30 millioner, efter klubben røg ud af Europa League


Det får økonomiske konsekvenser, at FC København torsdag led et skuffende exit i kvalifikationen til gruppespillet i Europa League.

I en meddelelse til Københavns Fondsbørs fredag meddeler selskabet bag klubben, Parken Sport & Entertainment, at det nedjusterer forventningerne til regnskabsåret 2015 med 30 millioner kroner.

Der var forventninger om et resultat før skat på mellem minus 15 og 25 millioner kroner. Det er nu justeret til mellem minus 45 og 55 millioner kroner.

Den ambitiøse danske klub har forstærket sig markant på spillerfronten i sommerens transfervindue, efter det to sæsoner i træk kun er blevet til sølv i Alka Superligaen.

Truppen er sammensat ud fra forventningerne om at deltage i Europa Leagues gruppespil, og da det nu ikke er en mulighed, kan det få konsekvenser for sammensætningen af træner Ståle Solbakkens trup.

- Ledelsen vil herefter vurdere, om FC Københavns spillertrup har den rigtige sammensætning til efterårssæsonen, henset til at der ikke er et europæisk gruppespil, lyder det i meddelelsen.

FCK var i en god position til videre avancement i kvalifikationen, men efter en sejr på 1-0 ude over tjekkiske Jablonec i den første kamp, tabte FCK torsdag på hjemmebane med 2-3 og røg ud på reglen om flest scorede udebanemål.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.