Favorit er færdig i Australian Open
Italieneren Andreas Seppi stod for den første helt store overraskelse i Australian Open. Sejr over Federer.
Roger Federer havde svært ved at finde sit spil i kampen mod Andreas Seppi.
Roger Federer havde svært ved at finde sit spil i kampen mod Andreas Seppi. Foto: Bernat Armangue/AP


Tennislegenden Roger Federer, som er seedet nummer to i Australian Open, er ude af turneringen.

Italieneren Andreas Seppi sendte Federer ud med 6-4, 7-6, 4-6 og 7-6 på en fyldt Rod Laver Arena, turneringens centre court.

Schweizeren havde svært ved at finde sit spil i kampen mod Andreas Seppi. Derfor tabte han de første to sæt, før han begyndte at kæmpe for sin videre tilværelse i turneringen.

Den 30-årige italiener er nummer 46 i verden, men fandt det helt gode spil frem mod Roger Federer samtidig med, at schweizeren lavede alt for mange fejl.

Således måtte schweizeren notere sig for ni dobbeltfejl og i alt 55 uprovokerede fejl.

Både andet og fjerde sæt måtte afgøres i tiebreak, og i begge sæt havde Roger Federer føringen. Han førte 5-3 i andet sæts tiebreak, men tabte fire point i træk. I fjerde sæts tiebreak førte han 5-4.

Andreas Seppi får en useedet modstander i sin ottendedelsfinale.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.