Farvel til 65 stillinger: Løkkes besparelser rammer nødhjælpsorganisation
Regeringens besparelser på udviklingshjælpen tvinger nu Folkekirkens Nødhjælp til at nedlægge 65 stillinger.
Folkekirkens Nødhjælp mister knap 33 millioner kroner til arbejdet med verdens fattigste.
Folkekirkens Nødhjælp mister knap 33 millioner kroner til arbejdet med verdens fattigste. Foto: Morten Dueholm/Scanpix


Folkekirkens Nødhjælp nedlægger nu 65 stillinger.

45 stillinger nedlægges rundt om i verden, mens de resterende 20 stillinger forsvinder i København.

I følge NGO'en selv er de nedlagte stillinger en direkte konsekvens af regeringens besparelser på udviklingshjælpen. I alt mister organisationen knap 33 millioner kroner til arbejdet med verdens fattigste.

- Vi har gjort alt for, at nedskæringen rammer færrest mulige af verdens fattigste, men vi har ikke kunnet undgå at reducere vores hjælpearbejde. Det gør ondt værre, at der er så kort tid fra finanslovens besparelser bliver meldt ud, til pengene forsvinder om få uger. Det er hårdt at forlade mennesker i al hast, siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen i en pressemeddelelse.

Vil spare yderligere

Folkekirkens Nødhjælp sparer ved at fremskynde planlagte lukninger af hjælpearbejdet i Kirgisistan, Honduras og Indien. Derudover skæres der yderligere andre steder i verden, og der spares i hovedkontoret.

- For at føje spot til skade lægger regeringen op til, at de fra næste år vil tage yderligere 1,5 milliarder kroner fra udviklingshjælpen og bruge pengene til at betale flygtninge-regninger i Danmark. Hvordan de skal findes, ved ingen. Derfor kan vi ikke engang love de mennesker, som vi hjælper i dag, at de kan regne med os i morgen. Det er ikke værdigt i en tid, hvor behovet for hjælp i nærområderne ikke har været større siden anden verdenskrig, ” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.