Professionshøjskolen UCC, der blandt andet uddanner sundhedspersonale, lærere og pædagoger, skal sige farvel til 56 medarbejdere.
Det fortæller skolens rektor, Laust Joen Jakobsen, til Avisen.dk.
Det er en kombination af vigende elevsøgning til skolens læreruddannelsen samt regeringens varslede besparrelser på uddannelse, der udgør den cocktail, der med rektorens ord "er slem" for professionshøjskolen.
Af de 56 medarbejdere, der ikke længere skal være en del af UCC, er 18 blevet varslet til afsked, mens der er indgået en frivillig fratrædelsesaftlae med 38 ansatte.
18 for mange
Laust Joen Jakobsen er glad for, at det trods alt ikke har været nødvendigt at fyre et højere antal ansatte.
- På den måde er det jo positivt i en sammenhæng som denne, at det er lykkedes os, at få så mange frivillige fratrædeæsesaftaler på plads, at vi om man så må sige kun skal afskedige 18, selvom det stadig er 18 for mange, siger han.
Der er tale om medarbejdere inden for alle medarbejdergrupper - både blandt ledelsen, undervisere, administration samt bygnings- og rengøringspersonale, fortæller han.
På grund af den manglende søgning til læreruddannelsen, er undervisergruppen herfra den, der rammes hårdest.
Hårdt for alle
De ansatte, der er berørt har fået besked i løbet af tirsdag, og det påvirker rektoren dybt, at 18 af hans medarbejdere nu har fået en fyreseddel i hånden.
- Det er jo altid ualmindeligt vanskeligt og hårdt for alle. Folk bliver jo kede af det, og der er selvfølgelig også nogle, der bliver meget skuffede. Men der er også steder, hvor jeg hører, at det er forløbet fornuftigt - hvis man kan sige det, siger rektoren, som kalder tirsdag for "en deprimende dag."
Nedskæringer presser uddannelser
Regeringens omprioriteringsbidrag betyder, at uddannelsessektoren de kommende fire år skal spare 2, 4, 6 og 8 procent. For professionshøjskolen UCC betyder det, at der skal spares 60-70 millioner kroner i løbet af 2016 og 2017, fortalte Laust Joen Jakobsen tidligere på dagen til Ritzau.
Overfor Avisen.dk kalder han de kommende besparelser "en kæmpe udfordring," som giver "anledning til rigtig mange bekymringer."
Men han understreger, at UCC vil forsøge at opretholde de bedst mulige uddannelsestilbud til de studerende.