40-45 HK'ere i PostNord AB's danske regnskabscentre i Fredericia og København er netop orienteret om, at deres job planlægges flyttet til Indien for at spare løn.
Det sker i givet fald i løbet af 1. kvartal 2016, skriver Fredericia Dagblad tirsdag.
Fællestillidsrepræsentant og klubformand for HK Post og Kommunikation, Eigil Johannesen, forsøger nu at råbe politikerne op. Blandt andet Fredericias nyvalgte folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Susanne Eilersen.
- Det her handler om statslige job, og jeg fatter ikke, at vi er i en situation, hvor man stiltiende accepterer at flytte job til udlandet, siger Eigil Johannesen til avisen:
- Jeg stiller ikke spørgsmål ved, om inderne kan løse opgaven billigere, men er det en kurs, som politikerne er enig i?
Den danske stat ejer - sammen med den svenske stat - PostNord AB, som ejer Post Danmark A/S, hvor medarbejderne formelt er ansat.