Duften af nybagt brød breder sig i det lille rækkehus på Brombærranken i Odense. Det er 21. juli 2005, og det er Marcs femårs fødselsdag. Hans mor, Camilla Schaap, er i gang med de sidste forberedelser, inden fødselsdagsgæsterne kommer.

Camilla tager bollerne ud af ovnen og mangler kun kagemanden, som en af hendes kollegaer fra banken kommer med senere.

Hun kan høre sin eksmand, Bjørn Schaap, lege med Marc inde på børneværelset. Hun har givet ham lov til at komme, selvom han på det seneste har været psykisk ustabil. Han har flere gange truet hende. Men fordi det er Marcs femårs fødselsdag, har hun ladet ham komme.

Bjørn Schaap kommer ud i køkkenet.

»Jeg har en sidste gave til Marc. Kan I ikke sætte jer ind i stuen og vente, så kommer jeg med den?« spørger han. Camilla Schaap nikker indforstået. Bjørn er uberegnelig og kan hurtigt hidse sig op.

Hun efterlader bollerne på en rist i køkkenet og kalder Marc ind i stuen. De sætter sig i sofaen. Lidt efter kommer Bjørn Schaap med en lille børnekuffert, som han holder tæt ind til koppen. Det ryger ud af den.

»Det er en bombe,« siger han.

Det bliver Bjørn Schaaps sidste ord, inden braget fra hans hjemmelavede bombe sønderriver det lille rækkehus på Brombærranken.

Men sig i døden tager han sin femårige søn Marc, mens Camilla Schaap mirakuløst overlever eksplosionen.

Helvedet

For Camilla Schaap går verden itu.

Hun vågner op efter braget og prøver at finde telefonen. Hun kan ikke se noget, men ved instinktivt, at hun skal tilkalde hjælp. Hun råber og skriger, men det er som om, at ingen hører hende. Hun forstår ikke, hvad der er sket.

Hun kan mærke et stort hul i sofaen, og pludselig hiver nogle hænder fat i hende og løfter hende ud ad vinduet. Så går alt i sort.

Camilla Schaap ligger i koma i en uge. Da hun vågner på Rigshospitalet i København, bliver det til en række beskeder, som hun aldrig lærer at acceptere.

Marc er død.

Hun burde selv have været død.

Det var Bjørns plan.

Hun har mistet sit venstre øje. Hun har mistet en stor del af hørelsen. Og hun har hul ind til knoglen på sit ene ben.

Men den første besked er den værste.

»Jeg kunne simpelthen ikke begribe, at Marc var død. Jeg havde aldrig troet, at Bjørn ville krumme et hår på Marcs hoved. Jeg forstår det stadig ikke. Jeg kommer aldrig til at acceptere det, og jeg kommer aldrig til at tilgive Bjørn,« fortæller Camilla Schaap til Nyhedsavisen.

Det er nu to og et halvt år siden, at Marc døde.

Selvom det stadig gør ondt at tænke på, har Camilla Schaap tvunget sig selv til at gennemgå hele sit mareridt igen.

Manipulation

På mandag udkommer bogen Den sidste gave - tragedien i Odense . Her ruller hun hele sin familietragedie ud.

Fra den nat, hvor hun møder Bjørn Schaap, den høje flotte dørmand, på Crazy Daisy i Odense. Over de måneder, hvor de kysser og stirrer fortabt ind i hinandens øjne. Til hun bliver gravid og samtidig får at vide, at Bjørn Schaap er blevet tilbudt tjeneste i militæret og skal rejse væk.

Perioderne, hvor Bjørn går amok, bliver flere og flere. Hun lægger tøj og håndklæder forkert sammen, og der er aldrig rent nok, uanset hvor meget hun gør rent.

»Bjørn var syg. Hvis jeg havde lagt håndklæderne forkert sammen, rev han dem ud af skabet og forlangte, at jeg lagde dem sammen igen. Han kunne ikke acceptere, at tingene blev gjort på andre måder end hans,« fortæller Camilla Schaap.

Hun kunne ikke holde det ud, og selvom hun tænkte på skilsmisse, sagde hun det aldrig. Hun frygtede, at han ville gå amok. Men familielivet gled lettere, når han ikke var i nærheden.

»Jeg ventede bare på, at Bjørn skulle opfordre til skilsmisse. Det gjorde han også til sidst, men han gav aldrig rigtig slip. Han kunne ikke acceptere, at det ikke skulle være os. Derfor tror jeg, at han besluttede sig for at sprænge bomben,« siger Camilla Schaap.

Forberedelserne

Parret havde ikke været skilt ret længe, før Bjørn Schaap planlagde en bombe. Han havde forberedt det hele til mindste detalje.

Under sin militærtjeneste havde han skaffet sig et kilo sprængstof. Desuden havde han pakket sit liv sammen.

»Han havde fået opmagasineret sine ting et sted i Odense og skrevet afskedsbreve til sin familie. Han havde også lavet en videofilm, hvor han havde optaget en afskedstale til sine forældre og sine søskende. Jeg har aldrig set videoen, for den har hans mor slettet. Jeg er stadig meget ked af, at jeg aldrig fik den set. Bjørn optog filmen aftenen forinden, og jeg tror, at jeg kunne have forstået tragedien bedre, hvis jeg havde fået lov til at se hans øjne og hørt hans stemme på videoen. Og sikre mig at han virkelig var sindssyg,« siger Camilla Schaap.

Kunne ikke gå

I dag fortryder Camilla Schaap, at hun nogensinde blev kæreste med den flotte dørmand på Crazy Daisy.

»Jeg kan ikke gøre tingene om. Jeg har mistet min søn. Jeg kan ikke få ham tilbage. Men jeg fortryder, at jeg nogensinde blev kærester med Bjørn. Og jeg fortryder, at jeg ikke lyttede nok til mine veninder, som godt kunne se, at vi ikke havde det godt sammen. I dag lytter jeg mere til mine nærmeste, og jeg vil opfordre alle, der ser, at en af deres nærmeste har det skidt, til at blande sig. Det er så vigtigt. Også selvom det kan have den konsekvens, at man bliver skubbet væk. Det er derfor, jeg har skrevet bogen. I håbet om at kunne hjælpe andre,« siger Camilla Schaap. Hun er stadig i tvivl om, hvorfor hun dengang valgte at overhøre sine veninders råd.

»Bjørn var jo meget manipulerende, og jeg ved ikke, hvad han ville have gjort, hvis jeg var gået fra ham. Desuden handler det jo også om, at man har en drøm. Jeg havde en drøm om et lykkeligt familieliv, og den havde jeg haft længe. Lige siden gymnasietiden. Det kan være svært at lægge sine drømme på hylden,« siger Camilla Schaap.

I dag er hun 30 år og lever i et lykkeligt ægteskab. Sammen med sin nye mand har hun en datter på halvandet år, og hun er vendt tilbage til sit arbejde i banken.

Men selvom hun endelig har fundet det lykkelige familieliv, vil tragedien på Brombærranken aldrig forlade hende.

Heller ikke den dag, hvor hun vendte tilbage til det sønderknuste hus med de sodede fødselsdagsboller i køkkenet. På krykker og med et glasøje.

»Livet bliver aldrig det samme. Uanset hvor godt jeg har det, vil jeg altid være på vagt. En høj lyd eller en uventet situation kan på et splitsekund sende mig tilbage til den julidag på Brombærranken«.