Farligt trekløver viser storform i VM-testkamp
Ishockeylandsholdet sænkede for anden gang på to dage Hviderusland i en testkamp. Især én kæde sprudlede.
Patrick Björkstrand og Frederik Storm var to af de helt store spillere, da Danmark klædte Hviderusland af i en testkamp i Odense.
Patrick Björkstrand og Frederik Storm var to af de helt store spillere, da Danmark klædte Hviderusland af i en testkamp i Odense. Foto: Korsgaard Jan/POLFOTO


Patrick Björkstrand, Jesper Jensen og Frederik Storm. Læg mærke til de navne, for de udgør en kæde, som bliver afgørende for det danske ishockeylandshold, når det til maj går løs ved A-VM i Tjekkiet.

Lørdag aften kørte de tre forwards rundt med Hviderusland, da Danmark for anden gang på to dage besejrede hviderusserne i en testkamp. Danmark og Hviderusland mødes også til VM om mindre end en måned, hvor de begge er havnet i gruppe B.

Der var blot spillet godt to minutter af første periode, da kæden første gang rørte på sig. Jesper Jensen tog et godt skud fra distancen, som den hviderussiske keeper ikke kunne holde, og så var det let for Emil Kristensen at lægge riposten i mål.

Og der var mere i vente. 14 minutter inde i perioden kombinerede Frederik Storm og Patrick Björkstrand sig smukt gennem Hvideruslands defensiv, og sidstnævnte afsluttede smukt til 2-0.

Det var stillingen efter første periode, og de tre hurtige forwards fortsatte i de næste 20 minutter. Mindre end fire minutter inde i anden periode var det så blevet Frederik Storms tur til at komme på måltavlen.

Storm udnyttede en fejlplacering fra udeholdets målmand, og fra spids vinkel lagde han pucken i mål til 3-0-føring.

Med små fem minutter tilbage af anden periode fik hviderusserne efter et godt pres reduceret til 1-3.

Men drømte hviderusserne om et comeback, så slukkede den danske superkæde lyset knapt midtvejs i tredje periode. Jesper Jensen gennem egne ben til Björkstrand, videre til Frederik Storm, og så stod det 4-1 til Danmark. Suveræn indsats igen af de tre.

Adskillige dumme hviderussiske udvisninger i slutminutterne gav Danmark flere overtalsmuligheder. Dem udnyttede veteranerne Kim Staal og Morten Green til at gøre det til slutresultatet 6-1 - fem danske mål i overtal.

Danmark skal ved VM op imod Finland, Rusland, USA, Slovakiet, Norge, Slovenien og så Hviderusland.

VM begynder 1. maj, og Danmark har endnu fire testkampe, inden det går løs i Tjekkiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.