Nu melder endnu et efterårsuvejr sig. Efter stormen Freja i sidste uge, advarer Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) nu om både voldsomt og farligt vejr. I det kommende døgn kan både vindstød af stormstyrke og forhøjet vandstand således sende danskerne inden døre, oplyser DMI.
- Det er især den sydlige del af landet, der kommer til at mærke uvejret. Her vil der også kunne komme vindstød helt op til stormstyrke, siger vagthavende meteorolog ved DMI, Mogens Rønnebæk, til Ekstra Bladet.
I følgende områder kan danskerne se frem til stormfulde vindstød:
På Bornholm vil det blæse med 24-29 m/s. Varsel gælder fra 04.00 til 10.15 lørdag.
I områderne Esbjerg, Fanø, Varde, Tønder, Aabenraa, Holstebro, Lemvig og Ringkøbing-Skjern vil det blæse med 24-28 m/s. Varsel gælder her fra fredag eftermiddag klokken 17.00 til lørdag morgen klokken 05.15.
I områderne Lolland Falster, Vordingborg, Svendborg, Langeland, Ærø og Sønderborg vil det blæse med 25- 27 m/s. Varsel her gælder fra 02.00 til 07.15 lørdag.
Vindstød af stormstyrke medfører at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Der er desuden stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik.
Samtidig advarer DMI om farligt vejr i området omkring Vadehavet, hvor der er varsel om forhøjet vandstand.
Borgere i Esbjerg og Havneby skal være forberedt på hård vind, der kombineret med forhøjet vandstand kan føre til lokale kystnære oversvømmelser og betydelig skade på klitter, diger, havne og bygninger.Offentligheden rådes til at undgå at rejse og opholde sig i truede kystområder.
Også ved den Centrale Vestkyst omkring Hvide Sande er der varsel om forhøjet vandstand.