Farlig orkan gør klar til hård landing i Mexico
USA's stormcenter siger, at orkanen Patricia har nået en vindstyrke på 325 kilometer i timen og er farlig.
To mænd stirrer ud over havet i feriebyen Vallarta på Mexicos stillehavskyst. Inden for få timer vil en voldsom orkan ramme området.
To mænd stirrer ud over havet i feriebyen Vallarta på Mexicos stillehavskyst. Inden for få timer vil en voldsom orkan ramme området. Foto: Cesar Rodriguez/AP


En orkan uden fortilfælde vil senere fredag ramme Mexicos Stillehavskyst, og myndighederne har travlt med at evakuere landsbyer, lukke havne og fraråde turister at bevæge sig rundt.

USA's Nationale Stormcenter kalder orkanen Patricia den mest voldsomme, som nogensinde har ramt det nordøstlige Stillehav.

Centeret advarer om, at orkanen vil ramme det sydvestlige Mexico fredag aften dansk tid med mulige katastrofale konsekvenser.

Patricia er vokset i styrke og betegnes nu som en kategori-fem-storm med maksimale vindstyrker på 325 kilometer i timen.

- Nogle udsving i intensiteten er mulige i dag, men Patricia ventes at forblive en ekstremt farlig kategori-fem-orkan, når den går i land, lyder det i en nyhedsbulletin fra det amerikanske stormcenter.

Der kan ventes omfattende oversvømmelser, når den rammer, hedder det.

Det ventes, at Patricia vil ramme i den mexicanske delstat Jalisco og delvis nabostaten Colima.

I regionen ligger den vigtige havn Manzanillo og turistområdet Puerto Vallarta i Jalisco.

I Manzanillo barrikaderer butiksejere deres ruder, mens regnen er begyndt at falde over havnebyen, og husmoren Rosa Elba Figuero har lige forladt et supermarked med tasken fyldt med dåsetun, mælkepulver, brød, vand og batterier.

- Vi løber hjem nu for at sætte træplader og tape på vores vinduer, når hun at fortælle.

Ifølge FN's Meteorologiske Organisation vil Patricia blive lige så voldsom som orkanen Haiyan, der i 2013 kostede 6300 mennesker livet i Philippinerne.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.