Far slipper med mildere straf for drab på sin lille søn
En 33-årig mand fra Grønland havde tidligere erkendt drabet på sin søn. Landsretten skar tre år af straffen.


En 33-årig mand fra den sydgrønlandske by Qaqortoq skal alligevel ikke tilbringe 10 år i fængsel, efter at han i september sidste år kvalte sin lille dreng på 16 måneder.

Grønlands Landsret mener nemlig, at syv års fængsel er den rette straf, siger chefanklager Morten Nielsen fra politiet i Nuuk efter rettens afgørelse i ankesagen.

- Manden havde fået 10 års fængsel i kredsretten, men den var blevet anket af forsvareren, siger chefanklageren til Ritzau.

- Grønlands Landsret har nu fundet, at det var for hård en straf, siger han.

Sagen startede, da den enlige far en aften i begyndelsen af september sidste år kom bærende med det livløse barn til sygehuset.

Det viste sig, at det er faren, der havde dræbt barnet.

- Der bliver ikke sagt så meget, men det er noget, der udspringer af en social situation, nogle uheldige omstændigheder og en enlig far, og så slår det pludselig klik på et eller andet tidspunkt, forklarer Morten Nielsen om motivet bag forbrydelsen.

Chefanklageren siger, at der tidligere havde været mistanke om, at alt ikke var, som det skulle være, i mandens og sønnens hjem.

- De sociale myndigheder havde været lidt inde over familien, men det havde ikke været sådan, at man ville fjerne barnet, siger Morten Nielsen.

Manden havde i kredsretten allerede anerkendt, at han var skyldig i drab.

Derfor var det alene strafudmålingen, som Grønlands Landsret skulle forholde sig til.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.