Far mister bilen efter udlån til sin søn
En mand fra Hvidovre har i Østre Landsret fået konfiskeret sin Mercedes, som lod sønnen køre i uden kørekort.
Politiet stoppede en ung mand i en Mercedes-Benz. Det viste sig, at han ikke havde kørekort, så nu mister hans far bilen.  Arkivfoto
Politiet stoppede en ung mand i en Mercedes-Benz. Det viste sig, at han ikke havde kørekort, så nu mister hans far bilen. Arkivfoto Foto: Kristian Kirk Mailand/Maimento/Colourbox


En far fra Hvidovre har fået konfiskeret en Mercedes-Benz CDI til flere hundrede tusinde kroner. Årsagen er, at han lånte bilen ud til sin søn, der ikke havde kørekortet i orden.

Bilen er blevet konfiskeret af Østre Landsret for at sætte en stopper for den ulovlige kørsel, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Sønnen, der i dag er 23 år, blev frakendt førerretten i 2010. Alligevel forsøgte hans 56-årige far ikke at hindre sønnens ulovlige kørsel.

Tværtimod lånte faren ham bilen fem gange mellem 2011 og 2013.

Derfor er Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi gået rettens vej for at få standset ulovlighederne.

I november 2013 besluttede Retten i Glostrup, at politiet skulle beslaglægge bilen. Den dom ankede faren imidlertid til Østre Landsret, som for få dage siden stadfæstede byrettens dom.

- Det er ligegyldigt, hvad sønnen mistede kørekortet for. Det principielle i sagen er, at det er ejerens forpligtelse at sørge for, at den, der låner bilen, har kørekort, siger politikommissær Claus Bardeleben, Københavns Vestegns Politi, til Ritzau.

Hvis en person tre gange bliver grebet i at køre i sin egen bil uden kørekort, kan det koste bilen. Og lignende regler gælder, hvis man låner bilen ud til en anden.

- Det er ejerens ansvar, at føreren har kørekort, når man overlader sin bil til en anden. Ellers kan det koste bilen, har retten nu bestemt, siger Claus Bardeleben.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.