Far forbløffet over tis-hegn om vuggestue: "Hold tissemanden i bukserne"
En vuggestue har opstillet et kæmpe jerngitter til at beskytte deres areal. I aften er der EM i fodbold, og EM er lig med tis og glasskår. "Hold tissemanden i bukserne," siger en forundret far.
Den naturrige vuggestue har sikret sig mod fulde folk
Den naturrige vuggestue har sikret sig mod fulde folk Foto: Privatfoto v. Holger Jensen


Tis, flasker og opkast. Det er virkeligheden på Islands Brygge, når der er store begivenheder.

I aften begynder EM, og det betyder storskærmsfodbold. Da en far, der bor på Islands Brygge, gik forbi sin datter Ellas vuggestue, Snorretoppen på Følfodvej, blev han godt forbløffet og forundret. Så forundret at han valgte at dele et foto af vuggestueindgangen på Facebook.

På fotoet ser man et langt og højt jerngitter med en blå pressening, der omringer vuggestuen.

Det fik Avisen.dk til at kontakte den forbløffede far, Holger Madsen.

- Hver eneste gang, der er store arrangementer på Bryggen, render folk og tisser. Vi taler om voksne mennesker. Når der ligger en vuggestue, må man holde tissemanden i bukserne," siger han til Avisen.dk.

Holger Madsen forstår ikke, at det er nødvendigt med et hegn. Ligesom det er åndssvagt, at vi bruger skattekroner på at samle affald op, mener han, at et jerngitter også er en unødvendig udgift, og de penge kunne bruges bedre. Han foreslår, at folk bruger de opstillede toiletter.

- Det er selvfølgelig skærpede omstændigheder, at folk tisser i sandkassen, hvor min datter og de andre børn leger, siger han.

Danmarks Radio betaler

Vuggestuen Snorretoppen har accepteret, at der er en potentiel risiko for tis og glasskår, siger Diana Jensen, som er klyngeleder for en række af Københavns institutioner, herunder Snorretoppen.

- Vi ville selvfølgelig ønske, at folk brugte toiletterne, men når det ikke er anderledes, har vi valgt at lave et samarbejde med DR, siger hun til Avisen.dk.

DR opsatte hegnet i begyndelsen af denne uge, og det skal stå til og med EM-finalen 10. juli. DR betaler alle udgifter, siger klyngelederen.

- Vi har et rigtig godt og gnidningsfrit samarbejde. Vi er glade for, at vi ligger i et område med liv og aktiviteter, men vi bliver nødt til at beskytte børnene og holde ekstra øje med sandkassen, siger hun.

Diana Jensen forventer, at hegnet er nok til at holde fulde folk væk fra vuggestuen. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.