Fanget på video: Kronprinsen krydsede stormlukket bro
Kronprinsens bil "Krone 7" er kørt over stormlukket storebæltsbro natten til søndag, bekræfter Sund og Bælt overfor Ritzau.
Kronprins Frederik, der her er fotograferet ved en tidligere lejlighed, havde været til sportsgalla i Herning.
Kronprins Frederik, der her er fotograferet ved en tidligere lejlighed, havde været til sportsgalla i Herning. Scanpix - arkivfoto


Mens flere hundrede andre billister blev holdt tilbage, kørte kronprinsens bil over en stormlukket storebæltsbro natten til søndag, efter at kronprinsen havde været til sportsgalla i Herning.

Det bekræfter Sund og Bælt over for Ritzau.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at nogen tillader nogen, i dette tilfælde kronprinsen, at køre over broen, når den er lukket. Det forstår jeg ikke kan finde sted, siger Leo Larsen, der er direktør for Sund og Bælt.

Stormen Egon bragte lørdag vindstød op til orkanstyrke, hvilket lammede trafikken flere steder i Danmark og lukkede Storebæltsbroen. Det betød lange ventetider, da broen blev lukket lørdag formiddag og først åbnede klokken fire lørdag nat.

Uforsvarligt

Kronprinsens bil krydsede broen natten til søndag omkring klokken tre, viser overvågningsbilleder.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at den tilladelse er givet, hvem end den er givet af. Jeg tror ikke, det er de lokale politikredse, det må være PET, der har givet tilladelsen.

- Det er fuldstændig uforsvarligt at køre over broen, når den er stormlukket. Beslutningen om lukning er truffet af politiet og os af hensyn til færdselssikkerheden, siger Leo Larsen.

Han mindes ikke, at andre har krydset broen på lignende vis, mens den har været lukket.

Ledsaget af politi

Sund og Bælt bekræfter, at kronprinsens bil med nummerpladen "Krone 7" krydsede broen, men om kronprinsen sad på bagsædet, kan ikke bekræftes.

- Bilen var ledsaget af politi med blå blink og det hele frem til broen, og det gør man nok ikke i en tom bil. Det må være ret sikkert, at kronprinsen var med, siger Leo Larsen.

Kronprinsen var lørdag til fest i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor årets sportspriser blev uddelt. Efter nattens festligheder kørte kronprinsen angiveligt mod København igen.

Ifølge kongehusets kalender er næste punkt på dagsorden for kronprinsen VM i herrehåndbold i Qatar 15. januar.

Flere vidner siger til BT, at de så kronprinsens bil krydse broen natten til søndag. Ifølge dagbladets oplysninger blev "Krone 7" efterfulgt af en firehjulstrækker, som kan være sikkerhedsvagter.

Ritzau har bedt kongehuset og politiet om en kommentar.

Afsløret af vidner

Tidligere har flere vidner fortalt til BT, hvordan Krone 7-bilen kl. lidt i tre fik lov til at smutte forbi de ca. 300 strandede biler, der pænt måtte vente ved broen, som var lukket fra lørdag kl. 14.14 til søndag kl 04.

Men Krone 7 fik ifølge vidner lov at passere  sammen med en eskorte af politifolk med blå blink og sirener.

Ifølge bt.dk undrer vidnerne sig over den royale særbehandling:

- Jeg kan godt forstå, at vi skal holdes tilbage, hvis det er farligt at krydse Storebælt. Men hvis det ikke er farligt for kronprinsen, hvorfor skal vi andre så holde og vente? spørger Thomas Jensen fra Gadstrup ved Roskilde.

Han var ifølge BT en af de ventende bilister.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.