Det lyder som scener fra en amerikansk spændingfilm, når anklageskriftet mod en 54-årig indsat i Odense Arrest læses.
Den 54-årige satte ifølge anklageskriftet en ledning med blottede ender til stikkontakten og lagde ledningen på gulvet.
Så oversvømmede han gulvet med vand ved at stoppe afløbet i håndvasken til, og vandet blev dermed strømførende.
Meningen var at få nogle fængselsbetjente til at gå i fælden og få elektrisk stød.
Det skriver Ekstra Bladet.
Den 54-årige sad varetægtsfængslet efter en brandstiftelse i sit rækkehus i Svendborg. Her skete der skader for mindst en kvart million kroner.
Under varetægtsfængslingen satte han også ild til sin celle, og da en fængselsbetjent kom til cellen, stod den 54-årige med en smørekniv i den ene hånd og cellevinduet, som han havde revet ud, i den anden hånd:
- Jeg slår jer ihjel, hvis I kommer ind, truede han fængselsbetjenten. I det samme kastede han cellevinduet mod betjenten, der undgik at blive ramt ved at lukke døren til den brændende celle.
Den 54-årige, der er af anden etnisk herkomst og som anklagemyndigheden ifølge Ekstra Bladet forventes at kræve udvist, er tiltalt for forsøg på vold mod tjenestemand efter strøm-attentatet.
Men det er blot et af 10 forhold som retten i Svendborg skal bedømme, når sagen mod ham starter mandag.
Den 54-årige nægter sig skyldig.