Familier til offentligt ansatte trues og chikaneres
Samtlige danske politikredse kender til chikanesager mod offentligt ansatte og deres familier.
Betjente er en af de grupper af offentligt ansatte, der ikke bare selv risikerer at blive udsat for chikane, men hvis familier også er i farezonen. - Det er jo helt på månen, at de ikke kan være i fred, siger formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt.
Betjente er en af de grupper af offentligt ansatte, der ikke bare selv risikerer at blive udsat for chikane, men hvis familier også er i farezonen. - Det er jo helt på månen, at de ikke kan være i fred, siger formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt. Foto: Simon Læssøe, Scanpix/arkiv


En fremmed mand, der står uden for børnehaven og holder øje med dit barn, eller en skummel bil, der bliver ved med at følge efter dig.

Det lyder som to skrækscener fra en dårlig film. I virkeligheden er det to scenarier plukket ud af hverdagen for offentligt ansatte og deres pårørende, skriver metroxpress.

I et folketingssvar fra Justitsministeriet den 24. april fremgår det nemlig, at samtlige politikredse kender til chikanesager mod offentligt ansatte og deres familier. Hvor mange sager, det i alt drejer sig om, vides ikke, men en rapport fra Rigspolitiet fra 2014 viser, at 2.381 politiansatte på halvandet år mellem 2012 og 2013 blev chikaneret.

Ifølge formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt kan tallet sagtens være højere:

"Politifolk har generelt accepteret, at sådan var det bare. Der skal være nultolerance på det her område, og derfor skal alle sager, der opfattes som chikane, for fremtiden indrapporteres. Det er jo helt på månen, at både betjente og deres familier ikke kan være i fred."

Ifølge psykolog Annette Bugge Dias kan chikane have voldsomme konsekvenser for både betjent og pårørende:

"Jo tættere chikanen kommer på din sikkerhed og dit liv, jo mere traumatisk vil du opleve det. For mange kan angsten sætte sig i kroppen og komme tilbage når som helst," siger hun. Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, vil have skærpet straffen i chikanesager mod offentligt ansatte og deres familier:

"Straffen er i dag latterligt lav. Det bør simpelthen være en strafskærpende omstændighed, hvis man chikanerer tjenestemænd og deres familie, som oplever store konsekvenser ved det her."

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.