Familien Heick færdige med Sverige: Vi vil hjem
Sangparret savner deres gamle kvarter i Danmark, og derfor har de besluttet sig for ikke at blive boende i Sverige meget længere.
- Annette og familien flytter også, når Eliot skal i gymnasiet. Og vi kommer nok til at blive naboer igen, for de påtænker også at finde et hus i Holte-området, siger Hilda Heick.
- Annette og familien flytter også, når Eliot skal i gymnasiet. Og vi kommer nok til at blive naboer igen, for de påtænker også at finde et hus i Holte-området, siger Hilda Heick. Foto: Scanpix/arkiv


Det var Hilda Heicks idé, at hun og Keld Heick i sin tid skulle flytte bolig fra Danmark til Sverige. Keld var ikke meget for det i første omgang, men efter et par måneder lod han sig overtale.

De solgte derfor deres gamle villa i Holte og flyttede til Sverige i et hus tæt på datteren Annette Heick, svigersønnen Jesper Vollmer og børnebørnene Eliot og Storm. De har bestemt nydt at bo tæt på familien, men nu går den ikke længere, fortæller de til HER&NU.

De har besluttet, at de ikke vil blive gamle i Sverige, og derfor er deres plan, at de indenfor et par år igen bor i Danmark:

- Jeg savner meget vores gamle kvarter, hvor vi kunne gå nogle lange ture i skoven. Den mulighed har vi ikke lige her i Tygelsjö, siger Keld.

Verdens bedste menneske

Hilda fortæller, at selvom Keld modsatte sig flytningen i starten, gik han med til det, fordi han simpelthen er "verdens bedste menneske".

Men de er begge enige om, at nu kan det være nok. Faktisk afslører Hilda, at de ikke er de eneste, som går i flyttetanker:

- Annette og familien flytter også, når Eliot skal i gymnasiet. Og vi kommer nok til at blive naboer igen, for de påtænker også at finde et hus i Holte-området.

Den nye bolig er endnu ikke fundet, så der går nok lidt tid endnu, før Keld og Hilda flytter hjem.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.