Familieansættelser i DR skal forklares
Kulturministeren skal nu i samråd om flere familiære ansættelser i DR i forbindelse med produktionen af Eurovision i maj i år.
Eurovision-showene i B&W Hallerne blev afholdt i maj i år.
Eurovision-showene i B&W Hallerne blev afholdt i maj i år. Foto: Frank Augstein/AP


Instruktør Per Zachariasen fik sin kone med fra Los Angeles, da han blev hyret af DR som chefproducer på Eurovision i København.

Det viser sig nu, at Tina Ryom Zachariasen også blev ansat til at lave scenografi på showene.
Netop scenografien var Per Zachariasens ansvar i DR's fem mand store chefgruppe under Eurovision.

I flere e-mail til metroxpress afviser DR at stille op til interview om sagen, men skriver, at kontrakten med Tina Ryom Zachariassen blev forhandlet og underskrevet af en mellemleder.

Ifølge to eksperter i forvaltningsret er ansættelsen dog problematisk og efter alt at dømme i strid med reglerne for habilitet.

- Det er umiddelbart min opfattelse, at ansættelsen er i strid med habilitetsreglerne. Kontrakten burde som minimum være underskrevet af en anden i chefgruppen og altså ikke af en underordnet, siger Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet.

Han bliver bakket op af professor Carsten Henrichsen ved Center for Offentlig Regulering og Administration, Københavns Universitet:

- Jeg vil mene, at ansættelsen er i strid med habilitetsreglerne. Selv om den er underskrevet af en mellemleder, så gør det ingen forskel, da man må gå ud fra, at chefen har instruktionsbeføjelser overfor mellemlederen.

I sidste uge kunne metroxpress fortælle, at en anden af de fem chefer for DR på Eurovision, Kamilla Monies, der var aflønnet af Nordisk Film TV, havde fået ansat sin egen datter.

Kulturminister Marianne Jelved (R) er blevet kaldt i samråd for at svare på, hvor mange DR-chefer, der har ansat deres familie eller lavet aftaler med familiære firmaer.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.