Falsk terrorangreb skabte panik blandt Cannes-gæster
Fransk anklager lover streng reaktion på et selskabs pr-stunt, der skabte rædsel ved luksushotel i Cannes.
Nogle af de verdensberømte stjerner i Cannes fik sig en forskrækkelse fredag aften, hvor et falsk terrorangreb udfoldede sig ved et hotel i udkanten af byen. Her er det skuespillerinderne Aishwarya Rai Bachchan (t.v.) og Blake Lively på den røde løber lørdag.
Nogle af de verdensberømte stjerner i Cannes fik sig en forskrækkelse fredag aften, hvor et falsk terrorangreb udfoldede sig ved et hotel i udkanten af byen. Her er det skuespillerinderne Aishwarya Rai Bachchan (t.v.) og Blake Lively på den røde løber lørdag. Foto: Lionel Cironneau/AP


Gæster på et femstjernet hotel nær filmbyen Cannes gik i panik, da mænd iklædt militæruniformer og hjelme tilsyneladende lagde an til at storme hotellet.

Mændene kom sejlende mod Hotel Du Cap i en speedbåd med et sort flag, der ligner den yderliggående bevægelse Islamisk Stats flag. Det oplyser fransk politi.

Nogle af hotellets gæster oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at mændene var klædt som en militant gruppe "i stil med Islamisk Stat".

Det fornemme Hotel Du Cap har flere Hollywood-stjerner blandt sine gæster under den igangværende filmfestival i Cannes.

Angrebet var imidlertid ikke ægte, men et pr-nummer iscenesat af internetvirksomheden Oraxy, der henvender sig til de superrige.

Men terrorberedskabet i Frankrig er højt siden de angreb, der kostede 130 mennesker livet i Paris i november. I Cannes er politiets skarpskytter på plads på hustagene, mens et krigsskib patruljerer i havet ud for den franske kystby.

Den amerikanske forlægger J.R. Savet spiste middag på Hotel Du Cap sammen med en redaktør fra Vanity Fair, da båden nærmede sig.

- Nogle gæster skreg, og folk sprang ud af deres stole og løb mod området ved swimmingpoolen. Det var ret skræmmende, fortæller han.

En polititalsmand siger, at mændene i speedbåden tidligere forsøgte at trænge gennem en sikkerhedszone i vandet ud for Cannes, men fik besked på at vende om. Derpå prøvede de at komme i land ved hotellet, men blev stoppet af politiet.

En talsmand fra den franske anklagemyndighed siger, at firmaet bag det falske terror-pr-stunt vil "betale dyrt". Det vil blive sigtet for at bryde de maritime regler og for at have påført andre "psykologiske traumer", skriver AFP.

Det har ikke umiddelbart været muligt for det franske nyhedsbureau at få en kommentar fra Oraxy.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.